80'erne og en bid af 90'erne

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Traditioner skal man ikke ændre på. Derfor: Lad os starte med at betragte nedenstående tabel. Jamen, nu går det jo pludselig den anden vej! Kan det være rigtigt? For at finde ud af det, må vi se, hvor mange unge, der overhovedet var at tage af i de år. P-pillen var nu en realitet, og det gav sig lidt voldsomme udslag i antallet af kunder i min butik.

Det giver et noget andet billede. For det første ser vi, at det hidtil største elevtal (210.177) opnås i denne dekade, men tillige, at den største elevfrekvens også findes her, nemlig 64,7%. Frekvensen stabiliserer sig for første gang i mine 50 år på 61,8%. Min popularitet må siges at være uomtvistelig, når henved 2/3 af alle mulige unge finder noget hos mig, som de kan bruge. På den anden side må jeg også gøre mig klart, at jeg åbenbart også har nået mit "markedsmætningspunkt" med det tilbud, som jeg kunne give i 80'erne.

Men nu er det også igen ved de tider, hvor en ny lov skal ind på banen. Mere om den lov senere, selvom vi ikke kan se resultaterne af den nu, hvor vi fejrer min 50årsdag.

Et ansigt udad

I 80'erne er jeg betydelig mere udadvendt end jeg har været tidligere. En ting var, at de unge kendte mig, men det var og er også nødvendigt, at jeg markerer mig overfor alle de, der ikke er så bekendte med mig, men som via skattebilleten skal betale, hvad jeg koster.

Det begynder faktisk med fejringen af min 40-årsdag i 1982, hvor en meget stor del af mine skoler finder anledning til at afholde store udstillinger, messer, udgive bøger, lave film og videoer og på mange andre måder markere min tilstedeværelse og høje alder. Flere og flere ungdomsskoler går sammen f.eks. på amtsplan for at løfte store opgaver, der ikke kunne klares af den enkelte. Andre finder venskabsskoler i andre egne af landet og laver udvekslingsarrangementer. Året 1985 udråbes af Europarådet til Internationalt Ungdomsår, og det giver endnu mere vind i samarbejdets sejl. Et af resultaterne af Ungdomsåret var den vel nok hidtil største samlede ungdomsrejseaktivitet, der fandt sted i juni 1985, hvor 330 unge fra ca. 70 ungdomsskoler fra alle landets amter deltog i en international ungdomsuge i Strasbourg i Frankrig. Danmark stillede hermed med den største delegation overhovedet, og deltagerne herfra var i høj grad med til at præge ungdomsugens arbejde.

I øvrigt er rejser blevet en stor del af min hverdag i disse år. Det kan være sprogrejser, udvekslinger med andre unge, studierejser og mere turistprægede arrangementer.

Naturen og miljøet har spillet en stor rolle for mig. Ofte har jeg taget ganske store initiativer, hvilket skete i 1987, hvor Hedeselskabet havde fået en stor portion træer til overs. Ungdomsskolerne over hele landet gik i gang med at få dem plantet. Resultatet blev, at der nu rundt om i landet er små ungdomsskoleskove på vej op.

I april 1988 viste ungdomsskolerne igen flaget. Denne gang på den store udstilling "Ferie For Alle" i Bellacenteret ved København. Ungdomsskolernes store stand den største på messen indeholdt præsentationer fra en meget lang række ungdomsskoler. LyngbyTårbæk Ungdomsskole havde transporteret sin kutter "Olivia" ind i udstillingshallen. Rødekro Ungdomsskole demonstrerede sit ungdomsbrandværn. Der var cabaret, revy, shows, musik, drageflyvning, overlevelse, elektronik, syning, edb you name it, they've got it.

Ungdomsskolernes stand på denne messe var helt klart den, der havde flest besøgende, og her fik mange indblik i, hvad en ungdomsskole er og kan.

I 1989 deltog ungdomsskolerne, igen på landsplan, i den store Miljømesse på Københavns Fælled.

Mange nye aktivitetsformer så dagens lys i disse år. Heltidsundervisningen, der opstod i midten af 70'erne, medførte mange steder behov for, at de unge kunne bo et andet sted end forældrene i en kortere eller længere tid. Altså opretter nogle ungdomsskoler bokollektiver.

Nogle griber de nye medier, video, edb og kobler dem sammen til interaktiv video, mens andre opnår sendetilladelse til det nyopdukkede lokalradionet og "går i luften" med nyhedsudsendelser og andet ungdomsrelevant stof. Dette sker enten som "rene" ungdomsskoleradiostationer, f.eks. Radio Kurt (Københavns Ungdomsskoles Radio og TV) og EUNærradio (Espergærde Ungdomsskoles Nærradio). Andre får sendetid hos den lokale radio.

Drama tager en større og større plads i ungdomsskolen. Utallige musicals bliver skrevet og opført af unge ofte med en kraftig appel eller "spark" til en tidstypisk problemstilling.

Jeg er nok inde i min mest spændende og udviklende periode i disse år. Det går stærkt, og den ene ide overhaler den anden. Som en konsekvens af det, opretter en række aktive skoler i fællesskab et center i Odense, der får navnet UG-centret. UG står for Ungdomsskolernes Gravercenter, inspireret af tidens holdning til at drive forskning og udvikling ved "at grave, hvor du står". I 1991 ændres navnet til US-centret, der står for Ungdomsskolernes Samvirke og Udviklingscenter. I dette center har de parter, der arbejder med unges forhold fundet hinanden, idet centeret drives med Landsforeningen af Ungdomsskoleledere, Landsforeningen Ungdomsringen og Heltidslærerforeningen i LVU i styrelsen.

Nye love igen

Det er derfor et godt tidspunkt at begynde at snakke om ny lov igen. Den gamle var fra 1968 og den "strammer over skuldrene hist og her".

Folketinget vedtog den 30. maj 1984 et tipunktsprogram til udvikling af folkeoplysningen og voksenundervisningen. Jeg har til alle tider opfattet mig selv som en "i al ubeskedenhed" ikke uvæsentlig del af folkeoplysningen. Jeg er jo rundet af folkehøjskolens tanker og ideer, og nævner Grundtvig som mit egentlige ophav, så den udvikling, der nu er sat i gang, skal altså også gælde mig.

Der stod nu ikke de store sager om mig i det 10-punktsprogram, men det lidet, der stod var vigtigt.

Der stod, at ungdomsskolen skulle defineres som folkeoplysning. Det havde jeg nu aldrig selv været i tvivl om, men med denne definition slås det fast. Ved at definere sådan slås det nemlig samtidig fast, at jeg ikke er en del af det etablerede uddannelsessystem.

Videre stod der, at ungdomsskolen skal frigøres mest muligt fra det formelle uddannelsessystem for at kunne udvikle de alternativer, der har vist sig nødvendige i forhold til tidens unge. Også det er vand på min mølle. Jeg har aldrig haft det særlig godt med snærende bånd og mange regler.

På baggrund af dette 10-punktsprograms indhold nedsættes et lovforberedende udvalg, der får et meget digert kommissorium. I dette vigtige udvalg får ungdomsskoleledernes formand Henry Hjordkvist plads, og med ham ved roret kunne jeg føle mig tryg i de år, der nu kommer, og hvor min skæbne skal afgøres for de kommende mange år.

Det er ikke muligt at pille de ting ud af kommissoriet, der kun angik mig. Derfor må jeg citere det hele:

"Udvalgets opgave er at afgive indstilling til ministeren om forslag til en ny lov om folkeoplysning til afløsning af den gældende lov om fritidsundervisning m.v. Udvalget skal følge det i denne anledning igangsatte forsøgs- og udviklingsarbejde på området. Udvalget skal endvidere være opmærksom på sammenhængen med øvrige aktiviteter indenfor folkeoplysningen og den almene voksenundervisning.

Udvalget må i sit arbejde lægge til grund, at voksenundervisningen og folkeoplysningen udvikles efter et decentralt mønster, hvor deltagere, undervisere og initiativtagere gives udstrakt frihed til at bestemme indhold og form således, at områdets vidtforgrenede virke og mangfoldighed bevares.

Udvalgets arbejde må sigte mod en lovgivning, som i sig rummer mulighed for fornyelse og utraditionelle folkeoplysningsaktiviteter, og som i sine principper for fordeling af offentlige tilskud forbedrer rammerne for udviklingen af folkeoplysningen og af voksnes muligheder for deltagelse heri, herunder for deltagelse i heltidsundervisning i dagtimerne.

Udvalget skal foreslå en forenkling af administrationen i forbindelse med tildeling af offentlige tilskud til det folkeoplysende arbejde.

Udvalget må i sine overvejelser af principperne for fordeling af offentlige tilskud til folkeoplysningen tage hensyn til, at der fortsat vil være begrænsede ressourcer til rådighed."

Så mange var ordene. Skal jeg fremhæve et par af dem, må det blive: forsøgs og udviklingsarbejde, decentralt mønster, frihed, bevare mangfoldigheden, fornyelse, utraditionelle aktiviteter, udvikling, forenkling af administrationen, begrænsede ressourcer.

Hvis det sidste begreb ikke havde været med, ville min tilværelse have været enklere.

Udvalget, der som formand fik Ole Vig Jensen, holdt sit første møde i maj 1985 og arbejdede sig frem i terrænet, mens man holdt øje med de mange forsøg, der blev muliggjort af en kraftig økonomisk indsprøjtning fra folketingets side, idet man samtidig med vedtagelsen af 10-punktsprogrammet havde stillet en pæn stak millioner til rådighed for forsøgs og udviklingsarbejde.

Jeg tog ikke særligt for mig af disse penge, idet der i ungdomsskolen var den holdning, at det meste af det man lavede i forvejen var forsøgs og udviklingsarbejde. Det behøvede man kun i ringe omfang ekstra midler til at fortsætte med.

UG-centret i Odense lavede en undersøgelse i tre amter, der viste, at der i disse amter (Århus, Fyn og Storstrøm) i perioden fra 1970-1980 blev registreret mere end 400 forsøgs og udviklingsprojekter i ungdomsskolerne der. Så ovenstående antagelse er ikke skudt helt forbi.

Jeg skal da huske at nævne, at min minister i begyndelsen af perioden hed Bertel Haarder. I sommeren 1988 sker der en regeringsomdannelse, hvor de radikale indtræder i regeringen. Bl.a. overtager de kulturministerposten med Ole Vig Jensen på taburetten. Da han er folkeoplysningsmand, og bl.a. var forfatter til 10-punktsprogrammet, indgår i regeringsaftalen, at folkeoplysningsområdet skal flyttes til kulturministeriet. Så for første gang i min tilværelse skifter jeg ministerium.

Men Folkeoplysningsudvalget var ikke det eneste udvalg, der blev nedsat i disse tider. Regeringen havde aftalt med Kommunernes Landsforening, at der skulle kigges på det kommunale udgiftspres og styringsmulighederne. Til denne opgave nedsætter man et udvalg, der får navnet Lotzudvalget efter sin formand, Jørgen Lotz. Udvalget nedsættes i januar 1988.

Dette udvalgs kommissorium lød: "Udvalget skal gennemgå de større kommunale udgiftsområder, hvor der efter primærkommmunal opfattelse kan tilvejebringes bedre styringsmuligheder.

Udvalget skal belyse udviklingen i behov og udgifter på de udvalgte områder de seneste år, og skal, hvor det skønnes nødvendigt stille forslag til forbedring af kommunens muligheder for at styre udgiftsudviklingen."

Det er nok nødvendigt lige at slå op i den kommunale ordborg for at få oversat begrebet: Styringsmulighed. Det kan oversættes til "besparelse".

Udvalget har fart på. I september 1988 afgiver det betænkning, og om mig står der: "Udvalget foreslår derfor, at folkeoplysningsudvalget anmodes om at fremsætte forslag om, at reglerne vedrørende ungdomsskolevirksomheden baseres på en pligt for kommunerne til at etablere en samlet ungdomsskolevirksomhed, men at kommunerne selv kan vælge organiseringen heraf."

Udvalget ønsker altså ikke at pille ved kommunernes forpligtelse til at have en ungdomsskole, men lægger op til, at man selv må finde ud af, hvordan den skal skrues sammen. Vi bevæger os altså nu med stor fart bort fra den centrale styring.

I øvrigt pålægger Lotzudvalget folkeoplysningsudvalget at gøre sig færdig i en fart, og henstillingen hjælper. I marts 1989 afgiver folkeoplysningsudvalget sin betænkning„ der er fyldt til randen af mindretalsudtalelser. Man har altså ikke kunnet blive enige i udvalget. Uenigheden drejer sig nu ikke om mig, men mere om aftenskolevirksomheden og foreningslivet, så jeg kan tage tingene ret afslappet.

Udvalget foreslår, at den nye lov skal indeholde fire hovedområder: Hovedområde A: En ramme til fritids og foreningsvirksomhed. Hovedområde B: En ramme til oplysningsvirksomhed for voksne. Hovedområde C: En ramme til ungdomsskolevirksomhed og Hovedområde D: En ramme til nye og tværgående initiativer.

Men sådan skulle det ikke gå. Den oprindelige tanke var den at fortsætte princippet med al folkeoplysning i en lov. Resultatet blev imidlertid to love. Den ene kom til at hedde Lov om støtte til folkeoplysning, og den anden hedder Lov om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler. Begge blev vedtaget i juni 1990, og begge træder i kraft den 1. januar 1991.

Mens vi venter på en ny lov: havde bidt sig fast, og der blev rent faktisk brug for færre og færre unge i samfundet.

Internationalisering

Imidlertid går verden ikke i stå, mens man venter på en ny lov, så på dette sted i min historie vil det være passende at omtale forskellige sider, der tager udspring i den tid jeg lever i.

I 1989 faldt grænserne i Europa, og det gav anledning til, at den internationale virksomhed, der havde taget sin begyndelse i starten af 80'erne, nu for alvor fik vind i sejlene.

Unge havde opført sig internationalt i mange år, støttet af rejsemuligheder i form af InterRailordningen og i det hele taget af en afslappet holdning til det at begive sig ud. Denne holdning kunne have sit udspring i sætningen: Unge kan dobbelt så meget, som de selv tror og ti gange så meget, som deres mor tror. De unge bliver mere og mere grænseløse.

EF satser på ungdommen ved at støtte udvekslinger gennem forskellige programmer. Jeg er naturligvis med på denne tanke, fordi jeg er det naturlige sted til at lade disse aktiviteter udvikle sig i.

Det nyåbnede Østeuropa er en ny dimension i min rejsevirksomhed, men giver samtidig anledning til, også gennem støtte fra EF og ICU (Informationscenter vedrørende Udvekslingsrejser), at også mine grundideer søges "afsat" i de nye demokratier. Min oprindelige grundtanke fra 40'erne var jo den, at jeg skulle kunne opdrage unge til demokrati. Den ide må kunne anvendes i de områder, hvor demokratiet nu er i sin vorden.

Konkret udmønter dette sig i begyndelsen af 1992 i aftaler om at medvirke til etablering af ungdomsuddannelser i Baltikum. Det bliver spændende at se, hvordan jeg og mine ideer kan trives under mere østlige himmelstrøg.

Jeg satser med andre ord på systemeksport, og mit marked er stort. Ingen andre steder på kloden findes jeg, og det er i sig selv et godt grundlag for en eksport. Man må kun kunne overbevise om mine evner. Behovet er der.

I dette og det følgende er US-centeret i Odense krumtappen.

Den 3. uddannelse

I begyndelsen af 80'erne bedømte man den gruppe, der efter afslutningen af 9. klasse ikke indgik i et fortsat uddannelsesforløb til at omfatte 710%. Denne gruppe fik det ikke særligt flatterende navn "restgruppen" til forskel fra de unge, der boltrede sig i en enten studierettet eller erhvervsrettet uddannelse. Men ungdomsarbejdsløsheden havde bidt sig fast, og der blev rent faktisk brug for færre og færre unge i samfundet.

Arbejdsbegrebet var defineret til at være en produktiv indsats, der modsvaredes af en aftalt løn.

Tanker om at lave en "3. uddannelse", der ikke nødvendigvis var bundet op på disse to forhold, tog efterhånden form, og igen var jeg aktivt på banen i krop af ca. 20 ungdomsskoler, der rundt i landet og under meget forskellige vilkår var med til at vise andre veje.

Samtidig begyndte det politiske liv på Christiansborg at give udtryk for, at disse tanker var værd at arbejde videre med, så når vi om nogen tid kan vurdere, hvad der kom ud af det, er jeg sikker på, at mine tanker om en anderledes kvalificering af "restgruppen" vil blive nævnt på en fremtrædende plads.

Og så er jeg forøvrigt klar til Den nye lovs nyheder.

Af nyt skal jeg nævne, at jeg nu bliver udvidet til også at kunne modtage unge under 14 og over 18 år, hvis min kommunalbestyrelse beslutter det. Jeg skal også i fremtiden undervise de unge indvandrere i dansk og danske samfundsforhold. Den heltidsundervisning, som jeg har lavet siden midten af 70'erne, bliver nu endelig nævnt i min egen lov, ligesom produktionsskoleaktiviteten, som jeg så småt kom i gang med i 80'erne bliver nævnt i min nye lov.

Mit gamle ungdomsskolenævn bliver afløst af en bestyrelse, og jeg får i det hele taget mulighed for at lave præcist hvad kommunalbestyrelsen finder for passende for at kunne være med til at gennemføre kommunens ungdomspolitik (godt, nyt ord forresten. Lad det nu bare ikke blive ved ordet!). Endelig er alle detailbestemmelser om holdoprettelsestal, timetal og meget andet fjernet.

Jeg er blevet en fri skole! Fri som aldrig før!

Det er nu kun op til mine bestyrelser og ledere at omsætte denne frihed i gode initiativer, til gavn for de unge.

Der er nu gået 1 år siden min nye lov trådte i kraft, og jeg har endnu lidt svært ved at se, hvad den førte med sig. Jeg er dog sikker på, at den bliver til mit bedste. Kun politikere uden vidsyn og ledere uden visioner kan forhindre det.

Og en bedre jubilæumsgave end en god og fornuftig lov uden for mange grænser og bånd kan ingen jubilar ønske sig.

Når jeg næste gang skal fortælle, hvordan det videre gik mig, f.eks. om 10 år når jeg bliver 60, tror jeg, at jeg kan fortælle om en ungdomsskole, der blev hovedhjørnestenen i kommunernes fritids og ungdomspolitik.

Tak til Ungdomsskolen, fordi jeg fik lov at fortælle historien. Også tak til Ejgil Aagaard Jørgensen, Sven Koch, Poul Foersom, Arne Hedegaard og Jørgen Stagstrup for gennemlæsning, supplering og kritiske bemærkninger. Tak til Tove for en pose kommaer og korrekturlæsning.

Kjeld Friis-Hansen, skriverkarl