Det præmoderne samfund

I religionsvidenskaben opereres der med begrebet liminalitet (af det græske ord for ’tærskel’: ’limen’). Hermed menes en position uden for lands lov og ret, der markerer en overgang i den involveredes sociale status – gerne fra barndom til voksenliv.

 Konkret er der i ’primitive’ samfund ofte tale om en hytte, hvor novicerne udsættes for en række fysiske prøvelser, samtidig med de oplæres i samfundets viden, erfaringer og færdigheder. Hermed udføres en indvielse eller initiation. Det liminale stadium er karakteriseret ved flertydighed og åbenhed. Ofte er det direkte farligt at indtræde i, ja samfundsskadeligt. Men alligevel er det et must, hvis tingenes tilstand ikke skal antage karakter af stilstand, altså stagnere eller ligefrem regredere, ’gå i barndom’. I forlængelse heraf kan ungdomstiden berammes som et socialt no man’s land, inden arbejds- og familielivet sætter ind med ubønhørlig kraft. Om andet end blot en biologisk fase kan man dog først rigtig tale i forbindelse med industrialiseringen. I landbrugssamfundet, hvor børnedødeligheden var enorm, udgjorde den uforpligtende barndom en i bedste fald kort fornøjelse, og ungdommen forstået som en fase uden for arbejdslivet eksisterede kun for de allermest privilegerede. Ja, først efter ungdomsoprøret bliver det, i og med den alternative kulturs eksperimenterende omgangsformer, et selvstændigt livsafsnit. Men i dag vil onde tunger så påstå, at vi er havnet i den anden grøft, hvor den permanente liminalitet råder. Og hermed menes ikke en kronisk uskyld – snarere det modsatte.

En kristen overgangsrite, der signalerer, at barnet skifter status og bliver voksent, er konfirmationen. I dag er den et synonym for et gaveorgie og byturen blå mandag, ja for nogle er det religiøse islæt skåret helt bort i kraft af en ’nonfirmation’ (allerede for 100 år siden blev den borgerlige konfirmation faktisk en mulighed). Selv den kirkelige del fremstår, skønt stadig implicerende religionsundervisning og et ritual, hvor dåben bekræftes, da også som en noget udvandet affære. Førhen værdsattes børn ikke så højt, men immervæk var det en alvorlig sag for afkommet at træde ind i de voksnes rækker. Overhøring i salmevers og hundredevis af katekismus-spørgsmål hørte med. Og når den store dag så oprandt, skiftede piger og drenge fra den ene dag til den anden fra henholdsvis kort kjole og ’matrostøj’ til voksengarderoben. Helt op i vores tid gjaldt det også for langt de fleste, at folkeskolens ophør faldt sammen med konfirmationen. Efter den kristne børnelærdom ventede så de mere hårdhændede overgangsriter: Vel forekom der buksevand i skolegården, men i håndværkstandens broderskab udsattes lærlingene for grovere løjer af svendene, og på studenterkollegierne fandtes vaskeægte ydmygelser også nødvendige for optagelsen i åndernes rige. For slet ikke at tale om de hemmelige logefællesskaber. Men værst var det alligevel for staklerne, der slet ikke blev konfirmerede. De kunne ikke blive gift, stå fadder eller få en skudsmålsbog, altså den blanding af et pas og en karakterbog, der i gamle dage fungerede som adgangen til det store almue-arbejdsmarked. De fik med andre ord slet ikke lov til at indtræde i de voksnes rækker.