Alternative aktionsformer

I Danmark startede de ’aktionistiske’ bevægelser allerede i 1960 med atommarcher, hvor unge intellektuelle i islandsk sweater demonstrerede mod amerikanske raketter, som kunne bære atomvåben, og mere overordnet mod terrorbalancen. At det faktisk gav mening og genlyd at kæmpe politisk uden et tungt partiapparat i ryggen dannede skole.

 I 1962 marcheredes der også ude af takt, da verden stod på randen af en atomkrig under Cubakrisen. Vietnam-modstanden var det næste store samlingspunkt. I april 1968 gik godt 25.000 mennesker i demonstration mod den amerikanske ambassade under kampråbet ”Ho, Ho, Ho Chi Minh”, og konfrontationen ved Verdensbankens årsmøde i september 1970 fik faktisk København til at ligne Paris i majdagene 1968. Herefter vegeterede ungdomsoprørerne mere i kollektiverne. Det kendteste var Maos Lyst i Hellerup, hvor Ebbe Kløvedal Reich holdt hof. Han var en af de danske profeter udi LSD eller ’syre’. Skønt skandalehistorierne om narkobuler (og bollerum) var stærkt overdrevne, bredte stofkulturen sig fra Reich, Rifbjerg og de andre pinger ved den berømte happening på kulturministeriets trappe over borgerskabets børn og nedad i samfundet. Hos det af Mogens Amdi Pedersen stiftede Tvind var man dog slet ikke så large: Selv om grundlaget var marxistisk, dyrkedes puritanske kardinaldyder som disciplin og flid samt en nul stoffer-, alkohol- og sexpolitik, hvilket gav credit helt ude på den yderste højrefløj. Medvind fik skolen ved Ulfborg også, da den rejste verdens højeste vindmølle i 1978. Men selv om møllen stadig ’maler’, skulle Tvind-imperiet vise sig at være en kolos på lerfødder.

Desillusionen meldte sig, efterhånden som halvfjerdserne skred frem. EF-modstanderne, som ikke mindst talte unge, fik et uventet nederlag ved afstemningen i 1972, og bedre blev det ikke af jordskredsvalget året efter, hvor populisterne Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen indtog folketinget med deres respektive partier. I 1974 kom arbejdsløsheden, som lyn fra en klar himmel, oveni. Mange troede ellers, at tressernes højkonjunktur med næsten fuld beskæftigelse var endeløs. Nu syntes krisen med manglen på jobs at blive permanent (men fik dog en ende i midthalvfemserne). Mange unge gik direkte fra skolen ud i arbejdsløsheden eller følte sig tvunget til at henslæbe tre år på gymnasiet, hvorefter de kunne ende som ’studenterproletariat’. Rundkredspædagogik måtte successivt vige for rundsavsalbuer, og taberne i karakterræset blev udsat for ’beskæftigelsesforanstaltninger’, som også dengang ofte var hovedløse hovsaløsninger. I 1979 svarede hundreder af især unge igen med en arbejdsløshedsmarch. De brede massers stemme blev på dette tidspunkt varetaget af bl.a. Greenpeace, som anvendte helt eventprægede aktionsformer i deres kamp for miljøet, samt Oplysning om Atomkraft, som blev kendt for den smilende sol og sloganet: ”Atomkraft? Nej tak”. Det er ikke mindst OOA, der har æren/skylden for, at vi ikke fik en pendant til Barsebäck i Danmark. At den folkelige modstand med unge aktivister og idealister i front også i dette tilfælde kæmpede en ’god sag’, blev for de fleste endegyldigt stadfæstet med ulykken på Tremileøen i 1979.

Billede: Creative Commons på Flickr