Ungdomskommissionen

Ikke mindst frygten for autoritære politiske ideologier lå til grund for, at den midlertidige samlingsregering i oktober 1945 nedsatte Ungdomskommissionen. Få dage efter fulgte valget, der bragte venstrehøvdingen Knud Kristensen til magten.

 
 Venstre havde ganske vist ikke spillet nogen større rolle i frihedskampen – mange bønder tjente endog fedt på værnemagten – men repræsenterede dog befolkningens ønske om normaldanske tilstande. Fra et parti, hvis ideal var kernesunde kraftkarle fra landet, fik førnævnte Hal Koch, formanden for den bredt sammensatte kommission, ingen støtte. Venstrefolkene nærede mistillid til denne urbane ungdoms(for)fører. Mens kommissionen så individet som en afspejling af samfundet, var den generelle borgerlige holdning, at de unge ikke skulle bryde deres hjerner med sådanne spørgsmål, men spænde livremmen ind, smøge ærmerne op og stikke piben ind. At være eller ikke være på den rigtige side af lovens plankeværk – se, det var spørgsmålet. Venstremænd angreb også Krogerup Højskole, hvor Koch var blevet forstander, for at være socialistisk, og elevtallet faldt efterfølgende drastisk. Kommissionen må kort sagt siges at have været for tidligt ude med deres budskab: Stakkevis af betænkninger o.l. blev det til, alt i alt mere end 2000 sider, og flere af visionerne blev faktisk virkeliggjort, men først flere år senere. På den interne front sled magtkampe også på sammenholdet. Enkelte har da også påklistret Ungdomskommissionen etiketten som en, slet og ret, parlamentarisk syltekrukke.

Hvor om alting er, så blev ungdommens samlede livsvilkår frem til 1952 kortlagt for første og reelt også eneste gang med kommissionens sisyfosarbejde. Samtidig udviklede den en ny optik på ungdommen, som peger direkte frem mod tressernes velfærdssamfund. En mærkesag var fx demokratiseringen af uddannelserne, så alle fik chancen for at få et hæderligt job. Kommissionen dokumenterede store sociale, geografiske og kønsbestemte uligheder og talte derudfra for en udvidet adgang til gymnasiet og øget studiestøtte. Gymnasieforløbet var nemlig en bekostelig affære, og mulighederne for stipendier få og beløbene små. Dette satte en stopklods for tanken om ud- og almendannelse for den brede befolkning. Med udtrykket ’intelligensreserve’, som importeredes fra Sverige, navngav kommissionen gabet mellem dem, der kunne gennemføre en boglig uddannelse, og dem, der vitterlig gjorde det. At kalkulere med ungdomsarbejde i husstandsindtægten tog den følgerigtigt skarpt afstand fra. Ufaglærtes ’vagabonderen’ på jobmarkedet kunne ingen heller være tjent med. Et andet problem, der blev taget op til debat, var efterkrigstidens store boligmangel i byerne. Heldig var det unge menneske, der beboede en nok så lille lejlighed eller blot et lejet værelse til at dyrke sine studier og kammeratskaber i. Kommissionen pegede derfor på vigtigheden af privatliv og ørenlyd i de små hjem. De unge kunne ikke ’boge den’ i en familie med en hel håndfuld søskende, sammenstuvet i toværelses lejligheder med lokum i gården. Ikke så sært, at ungdommen flakkede hvileløst rundt på gaden.

Billede: Odense Bys Museer