Juvenile delinkventer i litteratur og film

Bedagede drengebogsforfattere som Dumas, Verne og Etlar var stadig in efter krigen, og på pigekamrene dyrkedes den ømme blanding af ridning og romance, som vist aldrig er blevet helt yt.Der udsendtes også en lind strøm af ferske Jan- og Puk-bøger, som faktisk er skrevet af samme forfatterpar.

 Vi skal frem til 1951 og J.D. Salingers The Catcher in the Rye/Forbandede ungdom, før vi finder en tidssvarende roman, som er set gennem et ungt menneskes øjne og også fortalt med dennes (overgangs)stemme. Herhjemme blev romanen i 1958 fulgt op – og mange år senere nyoversat – af Klaus Rifbjerg med Den kroniske uskyld. Samme år udkom Leif Panduros Rend mig i traditionerne, der minder en del om Forbandede ungdom, idet hovedpersonen også her er en ung mand på sviptur, som fortæller sin historie fra en kolbøttefabrik. I det store udland var man endnu længere fremme i skoene med beatgenerationen, der fandt sit naturlige element i det frisindede San Francisco, men opstod blandt digtere i New Yorks jazzmiljø, hvor de sortes rytmesans stadig var intakt. Bop-musikkens improvisationer udløste den spontane skrivestil hos Jack Kerouac. Han udstak fremtidens dresskode med cowboybukser og T-shirt og blev sammen med slyngvenner som Allen Ginsberg og William Burroughs også normgivende for en eksperimenterende omgang med sex og stoffer. Andre impulser kom fra asiatisk visdom. Til gengæld dannede beatgenerationen modpol til den vulgære amerikanske såvel som til den elitære europæiske kultur. Det afgørende gennembrud for disse originale hipstere kom i 1957, hvor Kerouacs roman On the Road blev en bestseller, og Ginsbergs dengang yderst kontroversielle digt ”Howl” et medieflip.

På det hvide lærred var man også oppe på beatet. I The Wild One (1953) spiller Marlon Brando lederen af en motorcykelbande, der laver en masse rav i den, men inderst inde en han følsom fyr, der ligger under for en brutal far. På spørgsmålet: ”What are you rebelling against?” svarer figuren desuagtet: ”What have you got?!” Samme essens kan udledes af titlen Rebel Without a Cause (1955). I Vildt Blod, som filmen hedder på dansk, tager James Dean med dødskørsel på afgrundens rand kampen op mod lederen af en ungdomsbande, og derudover giver han sin far en ordentlig rusketur. I slutningen af halvtredserne begyndte Hollywood at spekulere i denne skabelon med juvenile delinquent-genren, hvor rodløse unge skildres helt uden forsonende egenskaber, uregerlige og med en ulyksalig hang til springknive og ’reefers’. I Danmark var filmene ikke så fremmelige. Og dog kunne vi allerede i 1953 prale med pionerværket Farlig Ungdom, hvor Ib Mossin agerer den unge lærling fra Jylland, der iført læderjakke og anderumpe kommer i dårligt selskab på en københavnsk kaffebar og havner på et ’hjem’, ja endog i fængsel. Inden ’den danske James Dean’ blev en rigtig flødebolle/frikadelle-skuespiller kunne han også beses i Bundfald (1957), nemlig som en syttenårig jyde, der kommer ind med firetoget, bliver trækkerdreng, uforsætligt slår en homoseksuel mand ihjel, begår selvmord og ender på bunden af havnen – som bundfald. Værsgo og skyl!