En af de største arkitekter bag ungdomsskolen er Kristoffer Marqvard Klausen (1852-1924).
Den tidligere venstremand var i 1888 med til at udarbejde Socialdemokratiets kommunalpolitiske program og var en af de første til at blive stemt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Mest kendt er K.M. Klausen som skolepolitisk ordfører, hvor han vakte opsigt som talsmand for bl.a. skolemad, -læge og -tandlæge. På Skamlingbanken holdt han i 1913 en brandtale for ungdomsskoleideen. Men helt tilbage i 1895 påbegyndte Klausen pionerarbejdet, der resulterede i skoledirektionens forslag til fortsættelsesundervisning for den konfirmerede ungdom. Første sæson meldte der sig 250 unge mænd under fanerne i ’De kommunale Fortsættelseskurser i København’. Undervisningen, som bød på dansk, skrivning og regning to gange om ugen og af tre timer, kostede den fyrstelige sum af 4 kr., men materialerne var gratis. I 1898 blev porten åbnet for pigerne, og fag som madlavning og husgerning blev sat på programmet. Senere fulgte stenografi og maskinskrivning. Også eksperimenter var der plads til: Korsang blev eksempelvis udbudt med stor succes til følge. Planerne om ”Undervisning i Fædrelandskærlighed” var dog allerede i 1905 passé. Overordnet arbejdedes der så tidligt som ved århundredeskiftet med en model, som til forveksling ligner den, der dukkede op i Ungdomsudvalget mange år senere, hvorfor vi med jordvindende skridt nærmer os tilsynekomsten af den moderne ungdomsskole.
Klausens største bedrift beror på at være initiativtager og formand for Den (Anden) Store Skolekommission. Denne fungerede fra 1919 til 1923, hvor kommissionens betænkning blev fremsat i Rigsdagen. Med Klausens død allerede året efter mistede ungdomsskolen dens nok ivrigste fortaler. Idet han ikke mente, almindelige aftenskoler kunne tiltrække de unge, der havde det største behov og dermed skabe mere lighed i samfundet, var mærkesagen afskaffelsen af frivillighedsprincippet. Da der ikke var bred tilslutning til den obligatoriske ungdomsskole, fandt Den Store Skolekommission det imidlertid vigtigt at gøre konceptet spiseligt med en skønsom fordeling af praktiske, teoretiske og kreative fag. Folke Jacobsen, en af de andre store forgrundsfigurer, der tog over, hvor Klausen slap, var den manuelt betonede ungdomsskoles mand med specialet sløjd. Som inspektør for hovedstadens uddannelsesprogram for unge startede han i 1921 også en kolonihaveskole. I det hele taget var udviklingen inspireret af svenskernes håndværksprægede ungdomsskoler, som igen stod i gæld til Georg Kerschensteiners ’Arbeitsschule’. Klausen havde i 1919 været på besøg hos denne tyske pædagog i Bayern og hjembragte tanken om, at den etablerede skole i al for høj grad var en ’Buchschule’, som ikke formåede at parre det intellektuelle med det praktiske aspekt. I 1925 holdt lærermesteren selv tre forelæsninger for Det Pædagogiske Selskab i København, hvor han bl.a. plæderede for, at undervisere også skulle lære at tie stille! Kerschensteiners ’arbejderpædagogik’ fik i det hele taget stor indflydelse i Danmark. Hvilket var nok så vigtigt for, at grundtvigianerne kunne finde fælles fodslag med arbejderbevægelsen.
(Billede: Portrætbillede af K.M. Klausen, Det Kongelige Bibliotek i København.)