Et skridt frem og to tilbage

I 1903 indførte en ny lov udelt børneskole i byerne: mellemskolen. Stadig var der dog behov for undervisning af de unge, der forlod skolen efter syv år og ikke gik direkte fra et fritids- til et fuldtidsjob som lærling eller husassistent.

Fra flere kanter, fx også afholdsbevægelsen, var der således en udtalt interesse for fortsat undervisning efter konfirmationen. I tidsrummet, der berammer 1. Verdenskrig, bevilgede staten nu en række starttilskud til oprettelse af ungdomsskoler/efterskoler/fortsættelsesskoler med almindelige skolefag som dansk, regning, skrivning og sprog, men også bogholderi, maskinskrivning, sundhedslære samt hus- og håndgerning. Med fokus rettet ikke mindst mod byproletariatet arbejdedes hen mod en mere almen undervisning, som var fælles for begge køn. Gentagne gange fremkom Socialdemokratiet med forslag om obligatorisk ungdomsskoleundervisning i dagtimerne for de 14-18årige.  Men forslagene blev skudt ned af Venstre, der sværgede til høj- og landbrugsskoler og sikkert skelede nervøst til, at der i 1917 indførtes en ’rød’ partiskole i København. Initiativerne på ungdomsskolefronten blev syltet som et resultat af Påskekrisen i 1920, hvor Christian d. 10 fyrede hele den radikale Zahle-regering, men dog måtte trække i land ved udsigten til en generalstrejke. Med den nye venstreregering, begyndte antallet af ungdomsskoler straks at falde. Den brogede politiske situation gav sig også udtryk i, at udvalget under Den Store Skolekommission, der bl.a. arbejdede med ungdomsskolespørgsmålet, ikke kunne blive enig, men måtte ty til hele fire mindretalsudtalelser. Og lige meget hjalp det så, at fagbevægelsen fik gennemtrumfet en kortere arbejdsdag, der gav betydelig mere fritid til de unge.

Af Socialdemokratiets markante skolepolitiske profiler i disse år skal nævnes ateisten Vilhelm Rasmussen, som sad i Rigsdagen og var forstander på Danmarks Lærerhøjskole, samt, ej at forglemme, Nina Bang, som blev Danmarks første kvindelige (undervisnings)minister i 1924. Samme år oprettedes AOF, der samlede Socialdemokratiets og fagbevægelsens oplysningsarbejde. Og Salling Ungdomsskole, som reelt var en praktisk orienteret kostskole, åbnede som en af de første af sin art. I det hele taget vandt tanker om sløjd, skolehave og skolekøkken for den arbejdsløse ungdom stadig nyere tilhængere i disse år. Men alligevel manglede opbakningen fra ikke alene Rigsdagen, men også den ældre generation. Selv om ledigheden allerede var et stort problem i tyverne, altså inden den verdensomspændende krise efter børskrakket, og dagsordenen i høj grad var sat med Den Store Skolekommission, skal vi helt frem til slutningen af det næste årti, før der atter var politisk konsensus på området, hvorfor samarbejdet mellem De Radikale og Socialdemokratiet kunne bære frugt med en gangbar løsning for ungdomsundervisningen. Et vigtigt forspil var imidlertid, da Socialdemokratiet med Stauning som hovedforfatter udsendte ”Danmark for Folket”. Manifestet fra starten af trediverne varslede, om ikke kaos, så vidtrækkende reformer på snart sagt alle samfundsmæssige områder, inklusive egentlige ungdomsskoler til erstatning af de mange aften- og fortsættelsesskoler.

(Billede: Socialdemokratisk Landsstævne - optog i Vestergade, Odense. Biering 1938. Kilde: Odense Bys Museer, http://odensebilleder.dk)