Fede tider

For de mange, der efter mellemskolens afskaffelse i 1958 ikke fulgte den slagne vej og tog realen med, blev der åbnet for nye tiltag såsom en et- eller toårig almen ungdomsskole, hvor erhvervsbetonet undervisning kunne indgå.

Overhovedet skærpedes kommunernes forpligtelse over for intelligensreserven. Skolerne blev ganske vist færre, men samtidig meget større, da det gennemsnitlige elevtal næsten fordobledes. I midten af tresserne nåede ungdomsskolerne faktisk det gamle 50 % mål, og udviklingen fortsatte for at stabilisere sig på godt 60 % af en ungdomsårgang. Ikke blot kvantitativt var der tale om en styrkelse. Også i forhold til udbud af undervisning bortfaldt mange af tidligere tiders stive krav, så de med vore dages øjne ’klassiske’ ungdomsskolefag som fx keramik og dramatik vandt større indpas. Halvfjerdserne prægedes i høj grad af arven fra ’68 med nye pædagogiske metoder såsom heldagsundervisning og ungdomsskole-kollektiver. Med til perioden hørte også samfundskritiske musicals. I tre amter så ikke mindre end 400 forsøgs- og udviklingsprojekter dagens lys. Mange af dem skal utvivlsomt ses som et svar på arbejdsløsheden, der satte ind midt i årtiet, og ikke mindst ramte den gruppe unge, som hverken fortsatte de nu ni års obligatoriske undervisning med en faglig eller gymnasial uddannelse. Den allerstørste landvinding for ungdomsskolen, i alt fald for elevtallet, var dog knallertundervisningen. Ikke mindst fra 1979, hvor den blev obligatorisk ved lov, hvilket måske ikke passede ind i ungdomsskolefilosofien, men dog tilførte en gruppe af unge, som ikke tidligere havde været i kontaktfladen. Dertil kom væksten i nye fag, som ikke fandt nåde i folkeskolens pensum og fagrække: fotolære, elektronik og, få år senere, data/edb.

I firserne nåede ungdomsskolesektoren op på over 200.000 elever. Den gjorde da også meget ud af at profilere og promovere sig. Der blev afholdt store udstillinger og messer, ligesom bøger, pjecer, film og videoer distribueredes i rigt mål. I tråd med at 1985 af Europarådet udråbtes til Internationalt Ungdomsår, kom sprog- og studierejser til at indtage en vigtig plads. Men også indadtil blev der vundet land: Interessen for naturen gav sig udslag i små ungdomsskoleskove ud over det ganske land – simultant med at nymodens medier såsom videofilm og lokalradioer begyndte at manifestere sig. I 1984 kom 10-punktsprogrammet med Ole Vig Jensen fra Det Radikale som hovedforfatter. Et af kardinalpunkterne for det udvalg, han stod i spidsen for, var, at ansvaret for ungdomsskolen skulle delegeres ud på lokalt plan og ikke i samme grad som det etablerede undervisningssystem udsættes for topstyring. Et af instrumenterne var amtskonsulenterne. En af betænkningerne nævnte i øvrigt eksplicit, at de alternative folkeoplysningsaktiviteter var nødvendige for at tiltrække unge. Det var da også i firserne, at det frie lærervalg slog afgørende igennem. Nok en gang gjorde højskolearven sig altså gældende. Dog ofte iblandet håndens arbejde: Fra 1970’erne til 1990’erne var der en glidende overgang mellem ungdomsskolerne og produktions(høj)skolerne, da sidstnævnte ikke havde sin egen lovgivning endnu.