Ungdomsskolernes musicalproduktion er ikke kun for de stærke unge, men hjælper også "skrøbelige" unge.
Af Anette Bang Troelsen, projektkoordinator og instruktør ved Ballerup Ungdomsskole samt cand.mag i Dramaturgi. Bragt i Ungdomsskolen #4 maj 2016.
- Det hjalp mig rigtig meget at komme væk fra afdelingen og være med i det rigtige samfund igen. Det hjalp mig til at komme videre og til at leve igen. Sådan siger Sofie på 19 år, der for seks år siden deltog i sin første musicalproduktion i Ballerup Ungdomsskole.
Hun startede til musical samtidig med, at hun var indlagt i et længerevarende forløb på ungdomspsykiatrisk afdeling på Glostrup Hospital. Sofie endte med at bo på afdelingen i 11 måneder på grund af svær depression og selvskadende adfærd. I den periode var musical det eneste, hun så til verden udenfor, den eneste aktivitet hun holdt fast i.
Da hun stod på scenen til premieren og de efterfølgende forestillinger med de andre unge, var det derfor ikke blot resultatet, hun var stolt af. For hende var en stor del af sejren selve det at holde fast og at gennemføre forløbet.
Bedre til at være mig...
Året efter deltog Sofie igen. Denne gang fra en ungdomspension, som lå ret langt fra ungdomsskolen. Men for hende var det vigtigt at være med igen og holde fast i det, som hun selv betegner som et frirum. Musicalen blev hendes udvidede familie og hendes holdpunkt i en svær tid.
- At være sammen med andre unge, uden at det handlede om sygdom. At være ung igen. Det var rart.
Det at folk regner med én, gør at man kommer ud af døren og af sted. Man bliver en del af fællesskabet, når man dukker op, og også er der for de andre, fortæller hun.
Siden da har Sofie været med hvert år, med undtagelse af et enkelt. I dag har hun det godt, bor igen sammen med sin familie og er en selvsikker ung kvinde med mod på livet og store planer for fremtiden.
Hun mener selv, at det at have deltaget i musicalforløbene har haft stor betydning for hendes udvikling.
- I starten var jeg meget genert og havde svært ved at snakke med folk. Jeg har fået meget mere selvtillid. Jeg er blevet bedre til at være mig, og til at stille mig frem og at snakke med folk. Jeg er blevet bedre til at lade folk komme tæt på. Jeg er begyndt at få venner. Det havde jeg ikke før.
Også for de "skrøbelige"
Sofie er blot én af mange unge i vores musicalforløb, som kan betegnes som "skrøbelige unge". Unge der kommer til musical-undervisningen med en lidt mere udfordrende bagage end de fleste jævnaldrende.
Naturligvis tiltrækker musical i ungdomsskoleregi en stor og blandet gruppe af unge mennesker, hvor langt de fleste er ressourcestærke og velfungerende. Men hvert eneste år tiltrækkes også et antal unge, der i en eller anden henseende kan betegnes som skrøbelige.
I mine syv år som instruktør for vores musicals, har vi haft unge med depression, spiseforstyrrelser, angst, stress, borderline, selvskadende adfærd, selvmordstruede og unge med vanskelige familieforhold eller med sygdom og død tæt inde på livet.
Flere af de nævnte unge har været i en eller anden form for psykiatrisk behandling. Alligevel har denne gruppe unge været nogle af dem, der har fået allermest ud af teaterforløbene.
Det forpligtende fællesskab
Som Sofie og flere af de andre unge er inde på, handler det meget om, at her er nogen, der regner med én. Det forpligtende fællesskab bærer en stor del af æren for, at netop musicalprocesserne opleves som så livsforandrende.
Den første tiltrækning ved musical og teater er nok ret ens for de mange unge deltagere: Lysten til at stå på scenen, at komme i kontakt med de store følelser som teatret i sin essens har plads til at rumme, og muligheden for at lege med forskellige roller og identiteter. Det at stå i scenens spotlight og blive set og anerkendt for noget man gør, har en naturlig appel for rigtig mange unge.
Man i løbet af de måneder, som hele prøveprocessen tager, oplever de fleste, at noget af det vigtigste ved at lave teater er, at man er gensidigt afhængige.
Som udgangspunkt kan man simpelthen ikke lave teater alene. I de store musicalproduktioner er det sat på spidsen. Mangler man nogen i en scene, har medspillerne ingen at spille til og netop med. I dansen mangler man måske en partner til et løft, i sang en stemme og måske flyttes lige præcis den vigtige scenografidel ikke, fordi det var den manglende persons opgave. Det mærkes. Man kan ikke blive væk, uden at det går ud over nogen andre.
Alle er mærkelige
Desuden lægger samtlige af de unge deltagere vægt på, at fællesskabet er noget af det bedste ved at være med i musical. Fællesskabet gør, at de kommer igen år efter år. Her skabes et særligt ru, hvor man kan tillade sig at være sig selv. Som en af de andre "skrøbelige" unge, Stefanie på 16 år udtrykker det:
- Man lærer mennesker at kende, som kan være mere underlige end én selv. Alle på teater har noget at kæmpe med. Alle er "mærkelige", så ingen hvisker i krogene, hvis man har en lidt skidt dag.
For at få en stor teaterproduktion til at fungere, er det netop vigtigt, at alle føler, at der er plads til at være både grim, sårbar, fjollet og "mærkelig".
Man kan ikke lave (godt) teater, uden at lade paraderne falde, og lukke op for alle de sider, man måske normalt føler ikke er acceptable i det almindelige samfund ude i hverdagen.
Andre at spejle sig i
At "alle har noget at kæmpe med", som Stefanie formulerer det, er både sandt og ikke-sandt. Som nævnt er størstedelen af de 30-60 unge der hvert år deltager i vores musicalproduktioner helt almindeligt velfungerende unge.
Men det er netop det, at der er plads til alle, der giver den gavnlige effekt. Det positive i fællesskabet er, at der er andre unge at spejle sig i, at spille sig selv op imod. Dermed er der også en hel masse forskellige strategier til at tackle den fælles udfordring, som det at gå fra barn til voksen jo er.
Som Stefanie også udtrykker det:
- Folk lægger mærke til og reagerer på, hvis nogen har det skidt. Når man har op- og nedture, er det rigtig rart at man kan snakke med de andre på holdet. Man er ikke alene med det.
Rammerne vigtige
Rammerne omkring de unge spiller en afgørende rolle for, hvordan sådan et forløb opleves. Vi har stort fokus på, at processen skal være så professionel som muligt, og at resultatet skal kunne stå mål med vores høje ambitioner på egne og de unges vegne. Og det kan det hvert år.
Vi lægger vægt på, at de voksne, som underviser deltagerne, har en solid faglighed, således at det fælles fokus på at her skabes teater og musik, holdes. Samtidig er det vigtigt, at alle omkring de unge er helt med på, at fokus er dobbelt: Både det kunstneriske og det pædagogiske skal tilgodeses og gå op i en højere enhed. Det kræver professionelle, men også varme, voksne, der giver sig tid til at lytte og som gør det trygt at folde sig ud - både privat og kunstnerisk.
I teater er der plads til de store følelser. På rigtig mange måder.
At musicalarbejdet i ungdomsskolen giver en ung som Sofie fast grund under fødderne og et udgangspunkt for et godt og glædesfyldt liv, ja, mulighed for "at leve igen", synes jeg siger alt. Den slags tilbagemeldinger gør, at det er alt arbejdet værd, og gør at jeg uden at tøve kan sige, at det her arbejde er noget af det vigtigste, givende og mest værdiskabende, vi overhovedet gør i ungdomsskolen.
Ballerup Ungdomsskole har 17 års erfaring med store musicalproduktioner. Den første blev spillet i 1999. Hvert år deltager mellem 30 og 60 unge i alderen 13 til 25 år. Årets musical, Dødningebruden, blev spillet i marts på den professionelle scene i Baltoppen LIVE og blev set af 2000 publikummer.
