Udgivet af Esbjerg Ungdomsskoleudvalg ved H. Mogensen.
Gennem 25 år har Esbjerg Ungdomsskole udført et stort og godt arbejde for de 14-18-årige i vor by. Et arbejde, der har været præget af idealisme og forsøg. Mange af resultaterne herfra har været med til at præge lovgivningen om ungdomsskolen.
Ungdomsnævnet og ungdomsskoleudvalget vil fortsat støtte skolens arbejde og bestræbe sig på at skabe de bedste betingelser herfor. Vi glæder os over, at Skoleudvalget og byrådet altid har været velvillige og positive overfor skolens anmodning om støtte, og især glæder vi os over, at skolen samtidig med jubilæet kan vende tilbage til gode lokaleforhold på Rørkjær skole.
Wiggo Magnussen.
Ungdomsskolejubilæet
Tænk, er der gået 25 år, siden forsøgsarbejdet med skolen for den ufaglærte ungdom begyndte? Det vil sige, at vi skal helt tilbage til begyndelsen af den anden verdenskrig, til besættelsestiden, til alt, hvad den rummer af ulykker. I erindringen oplever man de mørklagte skoler, spærretiden, de ydre vanskeligeheder af forskellig slags, men man husker også den følelse af sammenhold, der gav et solidt og sikkert grundlag for samarbejde mellem dem, der først tog opgaverne op udover landet.
I virkeligheden begyndte det hele under finanslovdebatten i folketinget november 1938, da undervisningsminister Jørgen Jørgensen udtalte, at han anså det for nødvendigt, at kyndige og interesserede ungdomsskolefolk fik lejlighed til at drøfte højskolerne udbygning og evt. nye former for ungdomsskolearbejde.
Den 10. januar 1939 nedsatte ministeriet et udvalg, der fik det kommissorium at ”overveje hele spørgsmålet om ungdommens udvikling og uddannelse på folkelige, kulturelle og samfundsmæssige områder og undersøge nødvendigheden af ændringer i den bestående lovgivning om skoler for ungdommen (folkehøjskoler, landbrugsskoler) samt at overveje og fremkomme med forslag om nye former for ungdomsskolearbejdet i det hele”.
Det var et stort udvalg. Det kom til at bestå af henved 30 medlemmer. Jørgen Jørgensen blev selv formand for udvalget, og sekretær blev fuldmægtig, nu departementchef, Eiler Mogensen.
l betænkningens indledende kapitel er grundlaget for udvalgets arbejde trukket klart op. Der peges på den dobbelte opgave, ungdomsuddannelsen må tilsigte at løse: den faglige dygtiggørelse og den personlighedsskabende opdragelse. Der er, siges det, en voksende forståelse for den fare, der opstår for den enkelte og samfundet, når den tekniske og faglige udvikling løber fra personlighedsudviklingen. Alt for mange unge vil eller kan ikke afse den fornødne tid for udviklingen af deres personlighed. Hvor der skulle råde harmoni, træder i stedet splittethed, åndelig rodløshed, manglende personlig bærekraft over for livets tilskikkelser.
Videre hedder det, at udviklingen i vort land har givet det enkelte menneske større og større betydning som samfundsborger, hvorfor der må appelleres til hver enkelt menneskes tænkeevne og dømmekraft, og de enkelte personers tænkeevne og indstilling til tidens problemer kan blive af afgørende betydning for landets udvikling og skæbne i en uoverskuelig fremtid. Derfor må man erkende det nødvendige i at opdrage de unge til forståelse for livets mening og sammenhæng og vække dem til selvbesindelse, til ansvarsbevidsthed og handledygtighed, til evne til selvstændig og saglig meningsdannelse, til forståelse af frihedens pligter, til samfundssind.
Det er ikke svært at se, at alt dette har noget at gøre med besættelsestidens vilkår, med frygten for ensretning.
Udvalget fastslår, at man hidtil ikke har løst opgaven tilfredsstillende. Højskolens elevtal havde været stillestående. Modsat var tllgangen til faglig uddannelse, taget i videste forstand, stadig steget.
Da udvalget skulle konkludere, rettede man først blikket mod folkehøjskolen.
Dens idé og traditioner måtte efter udvalgets mening være det grundlag, hvorpå dansk folkelig opdragelse og uddannelse måtte bygge. Derfor måtte man efter udvalgets mening gøre det muligt at drage flere unge til højskolen, og ikke mindst unge fra byerne.
Men derved kunne man ikke standse. De problemer, der knyttede sig specielt til de unge under 18 år, måtte medføre helt nye initiativer, og tanken samlede sig her om en speciel skoleform, afpasset for unge mellem 16 og 18 år. – Det var ikke underligt, at disse problemer blev taget op.
Blandt det materiale, udvalget havde foran sig, fandtes nemlig en skrivelse fra Det statistiske Departement af 28. november 1939. Heri gives der oplysning om resultatet af en statistisk bearbejdelse af oplysninger om, i hvilket omfang unge i alderen 15-18 år fra en række by- og landkommuner har deltaget i ungdomsskoleundervisning m.v. Undersøgelsen omfattede i alt 5.734 unge i alderen 15-18 år. I undersøgelsesområdet indgik 7 byer og 13 landkommuner.
For byernes vedkommende viste det sig, at 1/3 af de unge mænd og næsten halvdelen af de unge piger ingen undervisning havde fået efter deres 14. år. For landkommunernes vedkommende drejede det sig om mere end halvdelen af de unge mænd og næsten 2/3 af de unge piger.
Disse oplysninger gjorde det naturligt, at man kom ind på en drøftelse af, hvad der kunne gøres for at ændre på disse forhold, så en større del af de unge fik adgang til en eller anden videreuddannelse. Det var nærliggende, at man ved vurderingen af undervisningsemner og undervisningsmetoder måtte se på undervisningen for tilsvarende aldersgrupper inden for den faglige uddannelse. Det spørgsmål, der her rejste sig, var overordentlig kompliceret. Det drejede sig om at tilvejebringe en undervisning for de unge ikke-faglærte, og deres placering i arbejdslivet var netop præget af stor variation, forskelligartethed fra område til område. Hvorledes skabe en undervisning, der kunne være erhvervsbetonet, og som for de enkelte unge kunne pege imod fremtidige muligheder. Her kunne man ikke lade sig nøjes med at udpege enkelte væsentlige områder inden for ikke-faglærtes arbejdskreds og hellige sig dem. Man måtte respektere mangfoldigheden og bredden af de arbejdsopgaver, der særlig meldte sig som muligheder for disse unge.
Ud fra den betragtning, at en undervisning, der er faglig betonet og mere eller mindre tjener erhvervsmæssig dygtiggørelse, havde udvalget ikke betænkelighed ved at foreslå, at en skoleform med en undervisning af denne karakter blev gjort tvungen for unge under 18 år. De unge, der på anden måde fik videreuddannelse, og landboungdommen skulle dog holdes udenfor.
Forslaget om, at undervisningen skulle være obligatorisk, gav anledning til en meget bevæget diskussion i pædagogiske kredse. Et af de synspunkter, der stærkest førtes frem, var de disciplinære vanskeligheder, der befrygtedes at ville opstå, og et andet synspunkt, der knyttede sig hertil, var dette, at man jo ikke havde prøvet frivilligheden til bunds.
Resultatet af debatten blev, at den lov, der den 4. juli 1942 blev underskrevet af kongen, byggede på frivillighedsprincippet.
Medens man endnu diskuterede problemerne i ungdomskommissionen, var det første forsøg taget op i Esbjerg, hvor man begyndte i vinteren 1939-40, i Odense og Silkeborg i 1940-41; i 1941-42 fulgte en række andre byer efter, og i vinteren 1942-43 var mere end 40 byer og landkommuner kommet i gang. Der blev udfoldet stor energi med afholdelse af talrige møder og instruktionskursus. I sommeren 1942 forestod Danmarks Lærerhøjskole et 14-dages ungdoms- og aftenskolekursus i Helsingør. I 1943 gennemførtes et 3. kursus; på Askov højskole havde man samme år månedskursus med særligt henblik på uddannelse af lærere til landsbyskoleungdom. De mange fremstød, der på denne måde blev gjort, også før loven var udformet, havde som baggrund et godt samarbejde mellem ministerium, kommuner, arbejdsgivere og lærere. De fleste steder var lærerne eller skolelederne initiativtagere. Man nedsatte i reglen udvalg til at forberede sagen, henvendte sig til arbejdsgiver og hjem, annoncerede, skabte tekstomtale etc.
Særlig grund er der til at fremhæve samarbejdet med erhvervene. Man fik her brudt en breche i forhold til erhvervslivet og høstede erfaringer, der senere kom til at spille en rolle ved tilrettelæggelsen af undervisningen i 8.-9. klasserne. Det stod klart for dem, der tog opgaverne op, at skulle man skabe respekt om denne skole, så måtte arbejdsgiverne acceptere skolen, og så måtte der vises afgangsbeviset respekt.
Det lykkedes i et vist omfang, men man kan vel næppe sige, at der generelt var styrke nok i dette forhold til, at skolen i de unges øjne blev en forpligtelse, man måtte tage med. Og heller ikke havde det nogen afgørende indflydelse, at der i en række tilfælde fra arbejdspladserne blev ført en vis kontrol med, at de unge mødte frem.
Det er vel unødvendigt at sige, at det voldte kvaler at finde det rigtige undervisningsstof og de rigtige undervisningsformer. Man måtte jo begynde på bar bund.
Da vi i begyndelsen af 1940'erne var sammen til et møde i Esbjerg og netop drøftede mulige emner, havde bl. a. Arne Jørgensen, Friborg og jeg anledning til at forelægge nogle erfaringer, vi havde høstet. Deltagerne – overvejende lærere – henstillede til os at samle nogle emner i en særlig publikation. Denne henstilling førte til den røde ”Arbejdskundskab”, som i en del år var meget anvendt.
Den rummede en behandling af almindeligt forekommende værktøjer og redskaber, endvidere emner hentet fra produktionslære: råstoffernes forekomst, tilvejekomst og bearbejdelse, de færdige varers betydning for samfundsøkonomien etc.
Endvidere tog bogen nogle emner op fra husbygning, anlæg af gader og veje, kloakarbejder, afvandingsarbejder, skovarbejder; arbejds- og ordregangen på en fabrik blev belyst, emner fra samfundslæren blev taget op.
Emnerne var valgt ud fra en vurdering af de to hovedbeskæftigelser, der stod de unge åbne, og man havde haft det almenpraktiske i sigte, således at den undervisning, de enkelte unge tog del i, kunne komme dem til nytte, ligegyldigt inden for hvilket område de senere blev beskæftiget. Hovedsynspunktet var i overensstemmelse med forhandlingerne i kommissionen: undervisningen måtte opbygges ud fra de unges erhverv eller erhvervsmuligheder. En sådan undervisning kunne bedst harmonere med de unges modenhed. Det var den, der fik dem til at parallelisere med den faglige skole, og der var i en sådan undervisning samtidig mulighed for at bibringe de unge forståelse for det erhvervs- og samfundsliv, hvori de er deltagere.
Dansk og regning måtte selvsagt tilgodeses. Det skete i tilslutning til arbejdskundskabsundervisningen. De almene fag var i øvrigt repræsenteret gennem gymnastik, sang og frie emner, hvorunder man efter lærerens ønsker kunne optage de emner, der særlig kunne fange de unges interesse. Man kan let finde forbindelse mellem denne undervisning i frie emner, man en række steder kom ind på, og den orienteringsundervisning, der nu er knyttet til 8.-9. klasserne.
Fritidsarrangementer blev taget op. Lærerne, der arbejdede med de praktiske opgaver, blev hurtigt klar over, at de sociale opgaver, der meldte sig, måtte tilgodeses, og gik i gang med at kombinere de unges skolegang og deres fritid. Det var almindeligt, at man nogle dage om ugen efter skolens ophør inviterede de unge til at overvære foredrag, film eller oplæsning. Hvor de ydre forhold tillod det, blev der serveret kaffe eller the og givet de unge adgang til forskellige fritidsarrangementer, og derved opstod fritidsklubideen. For de unge piger måtte arbejdskundskab få en lidt anden karakter. Husgerning måtte med, men herudover indførte man mere almene opgaver, knyttet til hjemmets økonomi, boliglære, produktionslære, sundhedslære og samfundslære.
Skal vi vurdere de første års ungdomsskolearbejde, er det let at finde svagheder, usikkerhed og manglende forudsætninger for at løse opgaverne tilfredsstillende. Men problemerne blev rejst, og endnu er de ikke løst.
De, der forestiller sig, at uddannelsesproblemer én gang for alle blotlægges og klargøres, må tænke om. Der er her tale om en løbende proces, og den udvikling, der nu er i gang inden for erhvervs- og samfundslivet, påkalder stadig opmærksomhed med henblik på ændringer og revision inden for alle uddannelser.
K. Helveg Petersen.
Et pionerarbejde
Et pionerarbejde, udført i Esbjerg, har fået langtrækkende virkning. ”Teknisk skole for ufaglærte” er på jubilæumsdagen ledsaget af lovgivning og et landsomspændende arbejde.
Måske et par erindringer fra min side kan bidrage til skolens historie.
1930’erne var – set i tilbageblikket – en rig pædagogisk periode, og jeg havde den lykke at være placeret dér, hvor det foregik. Jeg havde søgt at bringe Esbjerg Arbejderhøjskole – som navnet dengang var – i pagt med tidens pædagogiske indsigt og kunnen, og i 30’erne blev jeg formand for Esbjerg skolekommission og kom dermed ind i folkeskolens problematik. Nu gjaldt det om at forme en folkeskole, der havde selvarbejde og samarbejde til grundlag. Der blev oprettet ottende-klasser, og vi var så heldige, at ikke få lærere gik ind i de krævende forsøg. De fleste blev skoleinspektører.
I mellemrummet mellem folkeskole og højskole var der aftenskoler, handelsskoler, tekniske skoler og efterskoler, men ingen skole med hensigtsmæssige undervisningsplaner for ufaglærte. Jeg henvendte mig til teknisk skole for om muligt at interessere bestyrelsen for oprettelsen af det manglende mellemled. Hvorfor ikke udstrække en teknisk undervisning udover de håndværksmæssige fagrammer til at omfatte alle, der havde brug for en sådan undervisning?
Det lod sig ikke gøre.
En bestræbelse i den rigtige retning blev udfoldet af statens ungdomsudvalg, der havde til opgave at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden. Jeg var medlem af dette udvalg og så, hvordan mange unge langvarigt arbejdsløse i forbavsende kort tid fik den rigtige holdning til tilværelsen, når de stilledes over for konkrete praktiske opgaver. Teori og praksis blev her tæt forenet.
For om muligt at få forbindelse med aktivt interesserede pædagoger holdt jeg i 1938 et radioforedrag: ”Danmarks ungdom i skole”. Det væsentligste indhold blev gengivet i min bog: ”Den danske folkeskole”
(1938), hvor det bl. a. hedder:
”Folkeskolen kan ikke stå alene. Den ungdom, der vil holde reserverne i orden, kan ikke undvære en fortsættelsesundervisning . . . Der er en række fabrikserhverv, der ikke har lærlinge, og efterhånden som den industrielle udvikling skrider frem, er der procentvis flere og flere unge, der ikke får uddannelse i tilknytning til et erhverv. Mange virksomheder er blevet for specialiserede til at kunne give en forsvarlig lærlingeuddannelse og anvender i stedet arbejdsdrenge. Mange butikker og forretninger anvender buddrenge. Hvad med disse tusinder af arbejdsdrenge og buddrenge? Når de er blevet 18-19-20 år, skal de prøve at finde en anden og mere varig plads i erhvervslivet. De har tilbragt de år, der skulle være læreår, men ikke blev det, i et overgangserhverv, et interimistisk erhverv, og hvis de ikke med hensyn til kundskaber har holdt sig i træning, er de dårligt stillede ... Det er menneskeligt og samfundsmæssigt nødvendigt at skabe en skoleform for denne store gruppe af ungdom. En skole for midlertidige medhjælpere i handel og industri. En sådan skole kan godt få fagligt tilsnit og i nogen grad blive en pendant til de tekniske skoler.”
Jeg fremførte disse tanker i det undervisningsministerielle udvalg, der var nedsat af Jørgen Jørgensen med henblik på en reform af især aftenskoleloven. Uden held. Og så meldte løsningen sig så helt naturligt. Jeg kendte Arne Jørgensen og S. N. Friborg, og med eet var muligheden der.
Vi havde det første møde hos Friborg og gennemdrøftede problemerne fra ende til anden. Jeg ser endnu situationen for mit indre blik: de to energiske fremskridtspædagoger, den altid inciterende Arne Jørgensen, den grundige S. N. Friborg, der i skøn enighed skitserede træk efter træk i en kommende undervisningsplan.
Ja, selvfølgelig. I stedet for at kalde på en ubestemt offentligheds interesse, skulle vi selv realisere vore tanker. Her og nu. I det frisindede Esbjerg.
Den første årsberetning blev fremsendt gennem mig til ungdomsudvalget, og det var unægtelig en triumf. Nu var det ikke udkast og planer men kendsgerningerne, der havde ordet.
Vi startede i 1939. Året efter begyndte Helveg Petersen sit skoleforsøg i Odense. En ny tid var på vej til de forsømte årgange.
Desværre blev det første skoleår overklippet af krig og besættelse, og jeg kunne ikke være med til mere end starten. Forstander Poul Hansen overtog det byrdefulde hverv som formand for bestyrelsen og medbragte ikke blot en vågen pædagogisk forståelse men det noksom bekendte store organisationstalent.
Vanskelighederne blev overvundet, og i dag bør takken i første linie gå til triumviratet Poul Hansen – Arne Jørgensen – Friborg. For de to sidste fik pionerarbejdet en livsbestemmende betydning. De havde både hoved og hjerte med i det, de foretog sig, og derfor lykkedes det. Det er kun givet de få at se et begynderarbejde i den grad vokse til almen betydning.
Julius Bomholt.
25 år med ufaglært ungdom
Nogle kommentarer til Esbjergforsøget 1939-40.
Overskriften betyder ikke, at jeg skal fortælle om ungdomsskolen Esbjerg i dette tidsrum. Det er jeg nemlig ikke i stand til bl.a. af den grund, at jeg kun var med 7-8 år. Overskriften betyder, at jeg ud fra nedenstående trykte beretning om vor første vinter skal give en bedømmelse af, hvorledes denne nye skoleform, som det nævnte forsøg var med til at starte, har udviklet sig i de 25 år, der er forløbet siden da – ikke blot i Esbjerg, men i hele landet. Dette forsøg begyndte i 1939, loven kom i 1942, og da jeg siden da har været knyttet til den som faglig medhjælper, har jeg ikke noget imod at forsøge på at give en sådan fremstilling.
Først kommer da den ovenfor nævnte beretning, sådan som den er trykt som bilag i betænkningen til loven af 1942.
Beretning om en Ungdomsskole i Byerne for den ufaglærte Ungdom
På Opfordring fra Rådsformand, Folketingsmand Jul. Bomholt trådte vi Underskrivere sammen i Sommeren 1939 og dannede et Udvalg med det Formål at tilrettelægge en Forsøgsundervisning med teknisk Præg for den ufaglærte Ungdom i Esbjerg. Forstander Poul Hansen blev Udvalgets Formand. Selve Undervisningen og dens Tilrettelægning overdroges til Kommunelærer S. N. Friborg og Viceskoleinspektør Arne Jørgensen med sidstnævnte som Leder.
Forsøgets første Vinter
Vi begyndte med 46 Elever, og der blev undervist hele Vinteren eller ialt 49 Aftener à 2 Timer. Undervisningstiden lå fra 19,30 til 21,30. Ved Juletid faldt en Del fra, og skønt en Undersøgelse viste, at en væsentlig Del af dette Frafald skyldtes Opnåelse af Læreplads, Bortrejse, Sygdom eller Overarbejde, føler vi dog Anledning til her at henlede Opmærksomheden på de store Vanskeligheder, denne frivillige Undervisning har at kæmpe med med Hensyn til Forsømmelser og Frafald. Det er efter vor Opfattelse alt for billigt at forsømme eller holde op. Det eneste Fastholdelsesmiddel er faktisk det lystbetonede, og dette er for svagt et Middel over for unge Mennesker. – Vi havde dog rigeligt Elevmateriale til Fortsættelse af Forsøget, og det må siges, at de tilbageblevne fuldførte med Interesse og godt Resultat.
Undervisningsformen
Vi var klare over, at vi måtte bort fra den Klasseundervisning og den fagdeling, som Flertallet af Eleverne kendte fra Barneskolen, og det faldt også naturligt og let at finde nye Undervisningsformer, idet vi efter Poul Hansens Råd koncentrerede Undervisningen om Emner hentet fra Arbejdsmandsfagets store Specialer: Cement, Jernbeton, Vejarbejde, Kloakarbejde, Dræning, Motorens Indretning og Pasning etc. og som et supplement lidt simpel Regnskabsføring af den Art, som enhver kan komme ud for i det praktiske Liv.
Hver Opgave begyndte med faglig Tegning, og vore Erfaringer går ud på, at denne Tegning, foruden at den er et godt Anskuelsesmiddel, tillige er et vigtigt incitament i Undervisningen. Derefter kom Opgavens Hovedtekst i Form af korte Diktater med tilhørende Øvelser i Retskrivning og Tegnsætning, og endelig Regning, som dels var ren Taltræning, dels faglige Beretninger i Tilknytning til Opgaven. Til yderligere Anskuelse havde vi så i så stor Udstrækning som muligt Tingene selv i Klassen: Mirestokke, Maskindele etc. – Måske bør det overvejes også at indføre Besøg på Arbejdspladser. – Endelig skal særskilt fremhæves, at vi på et eller andet Sted i Opgaven indførte Fagmanden fra Arbejdslivet, som forklarede og lod sig udspørge. Hans Medvirken gav Eleverne Forståelsen af, at det var noget virkeligt, de arbejdede med. – De færdige Arbejder, der altså bestod af Fagtegninger, Beskrivelser, Beregning etc., blev i renskreven Stand indsat i Elevernes Arbejdsmapper, som de ved Vinterens Slutning fik med hjem. Det var iøvrigt vort Indtryk, at disse Timer med Selvarbejde i eget Tempo gav Undervisningen en særlig Charme.
Det alment dannende
En af Ugens tre Aftener var Fællesaften for Skolens to Klasser. Denne Aften var helliget Fællessang, Oplæsning, Samtaler, Foredrag, Fremvisning af Smalfilm etc. Men med Undtagelse af Fællessangen, som de var glade ved, når de blot måtte synge med ”hver Slt Næb”, så var disse Aftener noget af en Skuffelse. Over Halvdelen af samtlige Forsømmelser lå her. De var så åbenbart ikke modne nok. Flertallet af Eleverne havde Alderen 15-17 år. Der er for os ingen Tvivl om, at det må blive Højskolens Opgave på et senere Alderstrin at røgte denne Opgave.
Anden Vinter
Vi fortsætter Undervisningen i den kommende Vinter med en Klasse Begyndere og en Klasse Fortsættere. – Fortsætterne begynder med en Opgave, som hedder: Arbejdsmandsarbeide ved Bygning af et Hus. – Denne konkrete Opgave giver Anledning til Repetition af 1. Års Undervisning samt fører ind i en Del praktisk Samfundslære. Vi vil aflægge Besøg på en Byggeplads og fortsat gøre Brug af Fagmænd fra Arbejdslivet. Derefter kommer Opgaven Teglværksarbejde. Endvidere vil vi gøre en Del ud af Regning, både den rene Taltræning og den faglige Regning i Tilknytning til Opgaverne, herunder også Opmåling og Udregning af Arbejdsakkorder. Endelig må vi have Øvelser i Bøgernes Brug ved Hjælp af et lille Håndbibliotek og et enkelt Biblioteksbesøg samt Bogføring, der skal bestå i Føringen af et Afdelingsregnskab for en Arbejdsmandsfagforening.
Beviset
Der er naturligvis ingen Eksamen eller Prøve forbundet med denne Undervisning, men vi giver Elever, som fuldfører, et Bevis herfor. Dette Bevis er tredelt (jfr. vedl. Eks.), således at ingen Elev har fuldført, før han har ialt tre Kursus med tilsammen 240 Timers Undervisning.
Arbejdsmandsskolen
Hvis man tænker sig, at den ufaglærte i de tre År, han kører som Bud eller arbejder som Arbejdsdreng, hver Vinter får et Kursus på 12-14 Uger af den Art, som er beskrevet ovenfor, så kan det være den ene Side af en fagteknisk Uddannelse, som for den anden Sides vedkommende så kunne bestå i et Kursus i praktisk Arbejde i en Arbejdslejr. Derved vilde den unge Mand få den nødvendige praktiske Færdighed svarende til den erhvervede Teori. Man må jo nemlig huske på, at at disse Drenge nu kommer ind i de voksne Arbejdsmænds Rækker uden mindste praktisk eller teoretisk Kendskab til Arbejdsmandsarbejde. Man vilde da i nogen Grad nå til Begrebet Fagteknisk Oplæring, man fik endvidere en Ungdomsskole, som betød en faglig Nyskabelse, og som samtidig var en naturlig Fortsættelse af den eksamensfri Mellemskole, ligesom man vel kan sige, at den rent fagligt vil danne en naturlig Bund for de arbejdstekniske Skoler for ældre Arbejdsmænd, som snart vil være faste Institutioner over hele Landet. Linjen i denne Uddannelse bliver med andre Ord: Den praktiske Mellemskole – Fagteknisk Aftenundervisning – Arbejdsmandsskole – og på et senere selvvalgt Tidspunkt: Kursus på den arbejdstekniske Skole. Hvorvidt en sådan Skole skal være obligatorisk eller ej, er efter vor Formening underordnet, hvis blot Erhvervene og de faglige Organisationer vil tage Hensyn til den. Den vil da blive et lige så naturligt Led i Ungdomsopdragelsen som Handelsskolerne og de tekniske Aftenskoler.
Det er vort Håb, at denne Fremstilling, som dels er Erfaringer fra den første Vinters Forsøgsundervisning, dels en Antydning af en Fortsættelse, må være af Interesse for det ærede Udvalg i dets Arbejde for at finde frem til en Løsning af dette specielle Ungdomsskoleproblem.
Ærbødigst
Jørg. Christensen, Formand for Arbejdsmændenes Fagforening
Poul Hansen, Udvalgsformand
Arne Jørgensen, Undervisningsleder
O. Rasmussen, Bankdirektør, Repr. for Handelsstandsforeningen
Holger Lykke Thomsen, Smedemester, Repr. for Håndværkerforeningen
Olaf Petersen, Skoledirektør
M. Vilsgård, Forstander for Aftenskolen
S. N. Friborg, Kommunelærer
Friborg og jeg havde vore betænkeligheder, da vi blev anmodet om at indsende denne beretning om dette første spæde forsøg, som vi så flot havde kaldt ”Teknisk Skole for ufaglærte”. Vi havde selv besørget det meste af undervisningen på grundlag af hjemmelavede opgaver – og ingen vidste bedre end vi selv, hvor ”tynde vi var i papirerne”. Men vi havde naturligvis gennemført en vinters undervisning efter et program, og da vi havde lavet beretningen, var vi faktisk helt imponerede og absolut enige om, at vi ville fortsætte efter den samme linje. – En slags hjælp i dette første år var det måske, at vi begge samtidig medvirkede ved starten af den første arbejdstekniske skole for voksne arbejdsmænd. – Derved blev vi tvunget til at tænke i disse baner, og det var derfor helt naturligt for os at slutte ovenstående beretning med forslaget om arbejdsmandsskolen – og det er også derfor en særlig glæde for os nu at se denne idé realiseret af en ny generation af ungdomsskolefolk.
En helt afgørende ting m.h.t. fortsættelsen blev, at vi allerede midt i den første vinter kom i kontakt med daværende kommunelærer, nuværende undervisningsminister K. Helveg Petersen i Odense – der sammen med sin kone og kreds af interesserede lærere og erhvervsfolk var i gang med tilrettelæggelsen af et tilsvarende forsøg – her også med piger. Herved opstod et lykkeligt og frugtbart samarbejde både med hensyn til planlægning, afholdelse af kursus og udarbejdelse af læremidler – et samarbejde, som fortsatte i forstærket grad, efter at såvel Helveg Petersen som jeg selv blev medhjælpere for loven og dens nye statskonsulent, magister Johs. Novrup.
Hvordan er det så gået med behovet for denne undervisning? – er skaren af ikke-faglærte ikke blevet stærkt reduceret navnlig i det sidste 10-år med dets kraftige investering i uddannelse? Pudsigt nok: nej – tværtimod. Vi må vel i dag sige, at kun 50 pct. af barneskolens elever kan være sikre på at fortsætte kontinuerligt i en forud tilrettelagt uddannelse. – Til gengæld er de andre 50 pct. – denne skoles klientel altså – på vej til at blive det moderne erhvervslivs kælebørn som specialarbejdere i den mere og mere automatiserede arbejdsverden, og man har indtrykket af, at det i lige måde gælder begge køn. Uddannelsen her er kortere, og omskoling og dermed forbundet overflytning til andre brancher er ikke hindret af snævre fagskel – så uden at jeg på nogen måde vil påstå, at mesterlære og mellemteknikeruddannelse og lignende privilegerede uddannelser vil blive overflødiggjorte eller blot reducerede, tror jeg, det kan fastslås, at specialarbejdervejen vil blive den bredeste fremover, og når vi dermed samtidig får begreber og navne som ufaglærte, arbejdsmænd, daglejere, vaskekoner etc. aflivet, så er meget nået. Svaret på det stillede spørgsmål må altså blive det, at behovet for denne uddannelse, som begynder i ungdomsskolen, er stærkt stigende.
Hvordan er det gået med fagene og undervisningsformen? – Hovedfaget, som vi kaldte arbejdskundskab – et fortræffeligt navn – bestod som nævnt i beretningen af en række emner hentet fra de unges fremtidige arbejdspladser. Dette fag havde i begyndelsen de 2/3 af timerne, og vi havde egentlig indtrykket af, at de unge godt kunne lide det, ikke mindst efter at værkstedsundervisningen i 1944 kom til – men i diskussioner på skolemøder, kurser og i skolebladene blev det nærmest lyst i band med betegnelsen uåndeligt – og det samme gjaldt naturligvis den bog, vi havde lavet – den såkaldte røde arbejdskundskab. Resultatet blev, at timetallet gradvist gled ned til 1/3 og blev erstattet med åndsfag. Vi var nogle stykker, der syntes, det var forkert. Vi havde jo netop kaldt vor undervisning for ”Teknisk skole for ufaglærte” for at vise de unge en ny uddannelsesvej. – Vi syntes, skolen i nogen grad tabte sit ansigt. Om det var derfor, den også i samme tidsrum tabte eleverne, skal jeg ikke kunne sige, men faktum er, at vi omkring 1950 et enkelt år var nede under 4000 for hele landet. Heldigvis gjorde nogle unge lærere oprør og hævdede, at uddannelsesfagene var en lige så vigtig del af ungdommens virkefelt, og da en af dem – David Pedersen fra Køge – blev inspektør hos statskonsulenten, gav det hurtigt praktiske resultater både i form af lovrevision og stigende elevtal – tallet for hele landet sidste vinter var ca. 60.000.
Hvad angår undervisningsformen, da tror jeg, at jeg kan sige, at den individuelle emnebehandling stadig er i højsædet.
Med hensyn til det almene indslag – det, som i vort forsøg var en slags åndelig underholdningsaften – så antog det ret hurtigt forskellige former rundt om. Odensefolkene opfandt begrebet ”frie emner”, hvor det var overladt til læreren ikke alene frit at vælge emnet, men også at bestemme dets timetal i stedet for at lade skoleårets længde afgøre det. – Det viste sig at være en fortrinlig idé, der stadig trives vel mange steder. Vi finder også stadig barnepleje, sundhedslære, boliglære, litteratur og historie o.l. som selvstændige fag, men også ofte koblet sammen eller knyttet som elementer til de praktiske fag – dette sidste gælder f. eks. ofte for faget litteratur. Men den populæreste og mest karakteristiske form for alment indslag er elevklubben. Den 3. aften kunne man også kalde den. Den aften, hvor eleverne frit kan samles om fælles interesser – komme og gå som de vil – denne lukkede klub har haft meget stor betydning som inspirationskilde for gode interesser og fællesskabsteknik, og hovedårsagen hertil er vel, at her tvinges de unge til selv at ”spille spillet”. – Alle former for ungdomsskole burde have denne mulighed.
Hvad med læreren i denne skole? Ja, om ham gælder det i højere grad end ved nogen anden skoleform, at det er ham, der er skolen. – Og ungdomsskolen har aldrig manglet lærere. Det er som om, denne tilsyneladende umulige opgave, at drive en frivillig erhvervsuddannende skole uden tilknytning til elevens daglige arbejde, men derimod i tilknytning til et hypotetisk fremtidserhverv, uden lærebøger og uden andet disciplinært hjælpemiddel end dette at engagere eleven i stoffet – det er, som denne opgave tiltrækker en bestemt lærertype, der kan modstå den provokation, der ligger i det tilsyneladende umulige, og det er godt det samme. Det er disse lærere af begge køn, der er skyld i, at det lille frø, som Jul. Bomholt såede i 1939, har fået noget at vokse i – og når jeg ser tilbage på de 25 vanskelige år, da er det først og fremmest disse kolleger, jeg tager kasketten af for – og siger tak.
Hvad med det obligatoriske? Var det alligevel ikke nemmere, hvis der var undervisningspligt? For det første tror jeg ikke, det blev nemmere – tværtimod, og for det andet gentager jeg såvel om denne ungdomsskole som de parallelle 8.-9. klasser, hvad Friborg og jeg sagde i beretningen fra 1939, at hvis blot arbejdsmarkedets parter vil anerkende os som uddannelsessteder, så skal vi nok få de unge til at komme, for hjemmet følger arbejdsgiverne.
Som jeg sagde i indledningen, var jeg ikke i stand til at skrive om ungdomsskolen i Esbjerg gennem de 25 år, det gøres af andre andetsteds i dette skrift. Jeg skulle vel også have sagt noget om den meget vigtige ungdomskostskoleform, men heller ikke det føler jeg mig kompetent til, men vil overlade det til min ven og arbejdskammerat S. N. Friborg, som siden 1943 har ledet den ungdomsskole, som på initiativ fra Esbjerg kommunes side oprettedes i 1943 af 12 sydjyske kommuner.
Til sidst blot dette:
Ungdomsskolen for de 14-18-årige, som denne undervisning nu hedder, er i dag ved at finde sin hensigtsmæssige form. Det faglige er strammet over i uddannelsesmæssig retning, efter nogle ”åndelige” sidespring i 1950’erne, og det er godt, for den er det eneste tilholdssted af denne art for en meget stor skare unge af begge køn. Det almene bliver mere og mere koncentreret i det, loven kalder det samfundsbetonede, dels ungdomsskolens fritidsaktiviteter (elevklub, lejrskoler, ekskursioner og festlige sammenkomster), og det er også godt, for her er de former, der kan engagere disse vidt forskellige unge. Der mangler nu kun – for mig at se – en forsvarlig faglig læreruddannelse svarende til de uddannelsesmæssige opgaver, loven har lagt ind i denne skole. En læreruddannelse, som ikke kan tåle at være ringere end den, de tekniske lærlingeskoler i øjeblikket påbyder deres lærere. En sådan uddannelse vil ikke på nogen måde overflødiggøre de orienterede og inspirerende korte kursus, som hidtil har været den eneste mulighed. De to former er lige nødvendige. Med en sådan læreruddannelse vil ungdomsskolen gå ind i de næste 25 år som det led i vort uddannelsessystem, der muliggør tilbuddet om en uddannelse til alle.
Arne Jørgensen.
Ungdomskostskolen
Allerede i det første lovudvalg – ungdomsudvalget af 10. jan. 1939 – blev der peget på kostskoleformen som den ideelle, og når man tog den med i loven som en af mulighederne, skyldtes det, at man ikke fandt tiden moden til at gå videre.
De kommunale myndigheder i Esbjerg havde også fra starten i 1939 været inde på samme tanke, og da viceinspektør Arne ]ørgensen, forstander J. Th. Arnfred og højskolelærer Juul Andersen i sommeren 43 henvendte sig til Esbjerg kommune og bad den tage et initiativ med hensyn til ungdomskostskole, gik man straks i gang, og inden årets udgang havde man skabt en sådan skole i samarbejde med byerne Århus, Fredericia, Haderslev, Horsens, Ribe, Silkeborg og Varde, og til denne første kommunale ungdomsskole blev jeg udpeget som forstander. Omtrent samtidig havde nogle københavnske erhvervsvirksomheder startet en privat ungdomskostskole for unge piger på husholdningsskolen ”Bloksborg” ved Vejen, og nogle år senere oprettede nogle nordjydske kommuner den anden kommunale ungdomskostskole på herregården ”Tårupgård” ved Viborg.
Vor skole havde i starten til huse på sløjdskolen i Askov, men fra efteråret 1944 flyttede vi til Holsted, hvor skoleforbundet havde erhvervet efterskolen. Kredsen af medlemmer var nu forøget med Åbenrå, Kolding, Sønderborg, Tønder og Vejen og formindsket med Århus.
Skolens første bestyrelse (forretningsudvalg) bestod af forstander J. Th. Arnfred, viceborgmester Robert Holm, Horsens, borgmester Holger Fink, Åbenrå, borgmester Åbo Sørensen, Silkeborg, og viceborgmester Niels Jespersen, Esbjerg – med sidstnævnte som formand og skoledirektør Olaf Petersen som sekretær. Den nuværende bestyrelse – 20 år senere – er fhv. skoledirektør H. A. Hansen, Kolding (fm.), rektor Buchkreitz, Åbenrå, sparekassedirektør A. Dalgas Bunch, Ribe, skoleinspektør Ahlmann-Nielsen, Esbjerg, og fru J. Bock, Silkeborg, med skoledirektør N. P. Andersen, Esbjerg, som sekretær og kasserer.
Den pædagogiske grundidé var for os fra begyndelsen, at et to-tre måneders ophold på en kostskole i sig selv måtte være den samme store oplevelse for byernes ufaglærte ungdom, som den havde været det i mere end to menneskealdre for landsbyens unge samt, at her var mulighed for langt større fordybelse i det stof, der naturligvis var det samme som i byernes aftenungdomsskole, nemlig arbejdskundskab, med kraftigt indslag af alment stof, sådan som det er fremstillet i den foranstående beretning af Arne Jørgensen – og endelig, at her fik Fællesskabet en særlig stor chance. Ud fra dette fastslog vi, at et kostskoleophold i første række skulle være en præmie for den flittige og dygtige elev i aftenungdomsskolen samt, at dette ophold skulle være gratis, såvel hvad undervisning som ophold angik. Dette sidste beroede bl.a. på den omstændighed, at disse unges hjem ikke både kunne bære afsavnet af disse relativt vellønnede unges bidrag til hjemmets opretholdelse og et direkte bidrag til opholdet.
Hvordan gik det så?
Ikke helt som vi havde tænkt os. Naturligvis har vi gennem alle årene haft et kontingent af sådanne ønskeelever, men en stadig større part af eleverne af den kategori, der sendes til skolen, fordi ”man”, d.v.s. forældre, skolefolk eller børneværnsudvalg har ment, at han eller hun trængte til at komme ”på andre græsgange”. – Ja, i talrige tilfælde er baggrunden simpelthen en kendelse om fjernelse fra hjemmet – og så syntes man, at ungdomskostskolen var en pæn løsning – og når vi synes at være nået dertil, at disse elever er ved at være i overtal, så er den gal, – hvis vi da stadig har skolens egentlige formål i tankerne.
Hvorfor svigter de ”rigtige” elever?
Fordi de ikke har råd til at tage på et gratis kostskoleophold! – Det lyder skørt, men følgende eksempel beviser rigtigheden af denne påstand. Fire dygtige drenge havde meldt sig, og alt syntes at være i orden, indtil en af dem sluttelig spurgte sin lærer, hvad de fik for det. ”Gratis ophold”, svarede han. Ja, så havde de ikke råd, for de måtte forlade et vellønnet arbejde på en stor fabrik.
Hvordan kan dette ændres, så ungdomsskolen igen bliver det, som man havde tænkt sig?
Jeg mener, at vi – de tre bestående skoler samt de, som bør komme til – må kræve, at vi kommer med som det vigtigste led i den ny uddannelseslinje – den erhvervsprægede ungdomsskole. Ingen elev fra Aftenungdomsskolen bør kunne færdiggøre sin undervisning uden at have passeret ungdomskostskolen for et kortere eller længere tidsrum, fordi de her – selv ved et 14 dages eller 8 dages ophold – har chancer for sammen med kammerater og lærere at fordybe sig i tingene, samtidig med at de i tilgift får den kostskoleoplevelse, der hidtil har været forbeholdt de andre 50 pct. Dette fællesskabsliv, der anderledes effektivt end noget andet formår at lære dem lidt af samarbejdets teknik. Den teknik, der mere end nogensinde før er nødvendig på arbejdspladsen – en teknik, som de lærer mindre og mindre af i bymiljøhjemmet, efterhånden som børneflokken bliver mindre.
Dette kræver naturligvis en omhyggelig planlægning i samarbejde med amtsungdomsnævnene, uddannelsesrådet og direktoratet – i sig selv en svær opgave, men som nok skal vise sig at være lønnende for alle parter – ikke mindst arbejdsmarkedets parter.
S. N. Friborg.
En hilsen
Da man i 1939 i Esbjerg begyndte ungdomsskolen for ufaglærte, var det så afgjort en nydannelse indenfor ungdomsundervisningen.
De grupper af unge, som man gennem denne nye skoleundervisning henvendte sig tll, havde man kun få steder i landet haft mulighed for at få i tale til undervisning af nogen art.
Der havde været ført mange teoretiske diskussioner om, hvordan man skulle tilrettelægge en skoleundervisning, der kunne interessere de unge, der lige fra børneskolen var kommet ud under det praktiske erhvervslivs barske vilkår, og som for manges vedkommende savnede modenhed og tilskyndelse til at deltage i nogen form for almindelig skoleundervisning, Men man var blevet stående ved diskussionerne, og noget forsøg på at finde en praktisk løsning på spørgsmålet var ikke gjort.
Alle var klar over, at skulle man få disse unge i tale, nyttede det ikke med en almindelig fortsættelse af børneskolens undervisning.
En stor del af disse unge havde haft vanskeligheder med at få noget virkeligt udbytte af børneskolens almindelige skoleundervisning og følte sig nærmest lettet over, at skolegangen var forbi.
Hvordan fik man knyttet kontakten til disse unge – det var det store problem i trediverne.
Her var det da, at man i Esbjerg beslutsomt tog opgaven op og indrettede skolen for de ufaglærte. Ikke en fagskole, ikke en almen skole, men en skole, hvor det interessebetonede hentet fra de unges praktiske hverdag var grundlaget, man byggede undervisningen op på.
I dag – 25 år efter – kan det med rette siges, at det var en god idé.
Skolen for ufaglærte fik stor betydning for mange unge, og denne skoleform blev af værdi for hele udbygningen af ungdomsundervisningen op til dagen i dag.
Det var Esbjerg, der begyndte – men også i Odense på samme tid med de samme problemer.
Pionererne, der skabte denne nydannelse indenfor ungdomsundervisningen, var de to unge kommunelærere Arne Jørgensen, Esbjerg, og K. Helveg Petersen, Odense.
I undervisningsministeriet, hvor vi i trediverne var meget optaget af en revision af hele vor ungdomsskolelovgivning, der bl. a. førte til nedsættelse af ungdomsskolekommissionen i 1939, fulgte vi med stor opmærksomhed undervisningen, som de to unge lærere havde sat i gang. Vi støttede dem, hvor vi kunne, og benyttede dem som sagkyndige og rådgivere for undervisningsministeriet, når spørgsmål vedrørende denne særlige form for ungdomsundervisning forelå.
Ved den lejlighed, som her nu gives, takker jeg de to unge lærere fra den tid: nuværende viceskoleinspektør Arne Jørgensen og nuværende undervisningsminister K. Helveg Petersen. De banede vej for nye synspunkter for undervisningen af unge i 14-18 års alderen, som fik betydning for tilrettelægningen af ungdomsundervisningen, som senere er foregået.
Trofast og dygtigt har de to skolemænd fulgt det arbejde op, som de begyndte for 25 år siden.
Jeg takker også Esbjerg by og Esbjerg skolevæsen, som på Jul. Bomholts initiativ i 1939 og også ved andre lejligheder, både før og siden, har lyttet til tidens tale og sat nyt i gang, som fik stor betydning for undervisningen og uddannelsen i den danske skole.
Jørgen Jørgensen.
En hilsen fra en tidligere medarbejder i Ungdomsskolen
For medarbejderne i ungdomsskolen for ufaglærte blev det hurtigt klart, at den opgave, der skulle løses, var af social-pædagogisk art. Jeg vil tro, at det i nogen grad er tilfældet den dag i dag, hvor ungdomsskolen i øvrigt fremtræder med flere facetter og med flere kontante muligheder end i min tid. Det, Jul. Bomholt så og påtalte for godt 25 år siden, det var vel egentlig, at en social-pædagogisk forsømmelse og uretfærdighed overfor en bestemt kategori af unge gjorde sig gældende. Man havde glemt industrierhvervenes unge, arbejdsdrengene, fabrikspigerne, bydrengene m.v., man gav dem ikke mange muligheder i kulturel, oplysningsmæssig henseende. Selv om nogle af de unge ufaglærte havde fundet hen til god og værdifuld fritidsbeskæftigelse i ungdomsorganisationerne, så var der dog alt for mange, der formålsløst daskede rundt. Enkelte fulgte kursus i den traditionelle aftenskole, men at tilrettelægge en undervisning, at skabe en skoleform specielt for disse unge, det havde man forsømt. Det var en stor og god gerning, at man tog fat på at råde bod på det, og pionererne fortjener varm tak og anerkendelse herfor.
Gennem Arne Jørgensen og Friborg havde jeg fulgt de første års forsøg, der fandt sted på Rørkjær skole, og efterhånden blev jeg selv i høj grad impliceret i arbejdet. Adskillige andre fængsledes af dette særprægede, utraditionelle skolearbejde. Til den brogede elevflok svarede en lige så broget lærerstab: lærere, husholdningslærerinder, maskinmester, malermester, montør, arbejdsformand, sundhedsplejerske, delingsfører, vådbinder, fiskeskipper. Andre vil i dette jubilæumsskrift beskæftige sig med de vanskeligheder, der gjorde sig gældende i de første år – og måske stadig – m.h.t. undervisningsstof og arbejdsformer. Kimen til nu velkendte begreber som arbejdskundskab, værkstedslære og orientering (kaldet ”Frie emner”) blev lagt her. De lukkede klubbers funktion ligeledes. Faget arbejdskundskab omfattede specielt mange problemer. Man valgte det som kernefag, hvorfra alt det andet naturligt kunne udstråle, og man ville bl. a. gennem arbejdskundskab forsøge at fremelske en værdifuld arbejdsglæde – foruden den rent tekniske side af sagen. Man ville lære drengene at finde gode arbejdsoplevelser i en arbejdsmands arbejde. Der blev sagt lidt hånligt, at i ungdomsskolen studerede man til arbejdsmand. Ja, det var i virkeligheden noget i den retning, vi ønskede praktiseret. Bestræbelserne kunne kollidere med det faktum, at der jo findes arbejdsmandsarbejde af så monoton, maskinmæssig art, at man ikke kan forvente arbejdsglæde, og med det faktum, at mange af drengene ikke regnede med at blive arbejdsmænd.
Efter nogle år på en skole, hvor også gymnastikforeninger, handelsskole, aftenskole og teknisk skole holdt til, og hvor ungdomsskolen fik skyld for alle uregelmæssigheder, rykkede vi om på Anneksskolen, som vi fik helt for os selv. Dermed var vores lykke gjort. Vi kunne gennemføre arbejdet med den ro og uro, vi fandt passende, værkstedsproblemerne kunne løses og – vigtigst af alt – skolen blev i sin funktion et fællesskab, et samfund, med et samfunds liv og røre, forpligtelser og rettigheder. Samfundsfølelsen vækkes ikke ved teoretisk samfundslære, men ved aktivt at deltage i glæder, besværligheder og anstrengelser, begejstring og utilfredshed i et skolefællesskab. Klubarbejdet kunne intensiveres nu, hobbyværksted indrettede i tilknytning hertil, den frivillige gymnastik tog stort opsving, håndbold og boksning indførtes, pointskort i lighed med kordegn Koefods blev taget i brug for herigennem at lægge ansvar m.h.t. mødeflid, præcision, arbejdsindsats, personlig renlighed m.v. ud til eleverne selv. Elevtallene var ikke overvældende store, men ca. 95 pct. af eleverne hørte til det klientel, skolen var beregnet for, ganske enkelte var skoleelever, der gik hos os efter aftale med den pågældende skole.
Kun få år havde jeg med ungdomsskolen at gøre, andet arbejde opslugte mig, men interessant og spændende var det at være med til at skabe en levende skole i et hidtil upåagtet tomrum.
M. Astrup.
Ungdomsskolen i dagens og morgendagens skole- og uddannelsessituation
En af mine kæpheste – og en af dem, jeg rider ofte og gerne – er den at understrege, at skole, opdragelse, menneskeideal, samfunds- og erhvervsforhold er ét sammenhængende problemkompleks.
Den europæiske pædagogiks historie fra Sparta’s diktatur med den gode soldat som menneskeideal over renaissancens verdensmand, pietismens fromme menneske o.s.v. o.s.v. til vor nutidsdemokratiske skole støtter mig i min påstand – og så havner jeg i en af mine yndlingspåstande: Skolen er ikke og må aldrig blive en institution. Den er og skal være en funktion, en funktion af det samfunds-, erhvervs- og menneskeliv, der leves uden for skolehusets mure!
Eksamensmellemskolen af 1903 var en sådan funktion, født i en periode, hvor kundskab og bogkundskab var magt, og hvor behovet for social opstigning var umådelig stort.
Og loven om ”Ungdomsskolen for ufaglærte” i 1942 var en sådan funktion, født af ”Arbejdsskolen”s indmarch i folkeskolen, reelt fra midten af tyverne, formelt og lovmæssigt med folkeskoleloven af 1937 og denne lovs konfirmation af værdien også af manuelle færdigheder. Vi var mange, der troede på denne lov og så en virkelig praktisk mellemskole tone frem. At det så bare blev ”fri mellem” var en skuffelse for os, men det fører for vidt her at komme ind på årsagerne til, at det gik så galt, som det altså notorisk gik!
Men situationen omkring 1940 affødte ganske naturligt ”Ungdomsskolen for ufaglærte” – egentlig forstået som ungdomsskolen for mandlige ufaglærte.
Men så slog udviklingen over i galop forårsaget af verdenskrigens ragnarok og den heraf følgende kæmpemæssige indsats på de tekniske områder.
Krigen standsede, men udviklingen hastede videre i næsten accelererende tempo skabt af de mange tekniske vidundere, der var givet menneskeheden i hænde.
Mekanisering, automatisering, elektroteknik, produktivitet blev gloser i hvermands mund. Alt lå under for dynamikkens lov.
Det er klart indlysende, at også ”Ungdomsskolen for den ufaglærte ungdom” måtte komme ind under denne lov.
Den var godt nok tænkt som en erhvervsforberedende skole, med snævert sigte mod ”arbejdsmanden”. Dette slog ikke til mere, og den nye lov om ungdomsundervisning i 1954 henvender sig da også til hele ungdommen i 14-18 års alderen uden derfor at fornægte sin erhvervsforberedende karakter.
Dagens ungdomsskole har et tredelt formål,
at fæstne og uddybe almindelige skolekundskaber,
at bibringe de unge forståelse af erhvervs- og samfundslivet,
at give ungdomstiden forøget mening og indhold.
Som man ser, en ungdomsskole med betydelig bredere sigte end blot mod ”arbejdsmanden”, en funktion i tilværelsen, som den formede sig i 1954.
Som noget karakteristisk skal nævnes, at man under diskussionen i halvtredserne kunne læse en kronik om folkeskolens formål under overskriften ”Menneske, medborger og producent”. Man nikker genkendende til ungdomsskolens tredelte formål, – og så kan vi jo øvrigt hver for sig prøve at finde ud af, hvilken rækkefølge de tre led bør stå i!
I en skoleforms historie bestemmes de enkelte kapitler af årstal, de år, hvor en lov kommer til verden, eller en lovrevision finder sted. En sådan inddeling er imidlertid temmelig grov og slår slet ikke til i en periode præget af dynamik, sådan som vi har oplevet det gennem de sidste 15-20 år.
Det er helt klart, at ungdomsskolen i 1954 blev tænkt som en almen, men dog erhvervsforberedende skoleform for de piger og drenge, der forlod folkeskolen ved undervisningspligtens ophør, altså ved udgangen af 7. klasse.
Situationen er i dag totalt ændret: Med folkeskoleloven af 1958 er også folkeskolen præciseret som en form for erhvervsforberedende (”erhvervsorienterende”) skole. – Tendensen til at fortsætte i folkeskolen et eller to år ud over den undervisningspligtige alder øges. – Og endelig er fritidsproblemerne efterhånden ved at blive et alvorligt problem.
Ud fra sådanne kendsgerninger er det ungdomsskolens opgave gennem løbende revision af indhold og form at tilpasse sig i den aktuelle situation, så langt som det er muligt inden for de givne lovrammer.
Visse ting vil derfor være karakteristiske for ungdomsskolen af i dag.
Den har taget konsekvensen af erhvervslivets specialisering, ved udover det almene tilbud til de unge om at få fæstnet og uddybet de almindelige skolekundskaber at tilbyde en forberedende uddannelse i visse af erhvervslivets mange enkeltområder: Motorklasse, transportklasse, fiskerklasse, kontorklasse, butiksklasse o.s.v. o.s.v.
Den har taget konsekvensen af den stigende interesse for at sætte punktum for undervisningen med en kontrolleret prøve, en eksamen:
Teknisk forberedelse, prøveforberedende fag, d.v.s. – det uhyre fornuftige at kunne ”samle sig” en eksamen efterhånden.
Den har taget konsekvensen af det stadig voksende fritidsproblem ved etablering af den ugentlige klubaften til dyrkelse af en eller anden hobby – eller blot til det uden nogen som helst forpligtelse at være sammen med jævnaldrende.
Alt dette kan aflæses af den beretning for skoleåret 1963-64, som ungdomsskolens leder har udsendt, men beretningen fortæller også mere.
Den fortæller, at linien med stigende elevtal fortsætter, at den procentvise afgang i løbet af året med stigende elevtal fortsætter, at den procentvise afgang i løbet af året ganske vist er mindsket, men at dog 134 af 531 begyndende elever (ca. en fjerdedel!) forlod skolen i utide. Hvorfor de gjorde det, oplyses ikke.
Den oplyser, at ungdomsskolen nu søges ligeligt af piger og drenge, noget der vist ikke var tilfældet tidligere.
Årsberetningen synes også at vise, at der er basis for at opstille et regulært fremadskridende program for en 2-årig ungdomsskole, idet halvdelen af eleverne i dette skoleår har søgt ungdomsskolen for anden gang.
Man bemærker sig, at de 14-15 årige tegner sig for ikke mindre end de to trediedele af elevantallet, og af oversigten over elevernes beskæftigelse fremgår det nærmest chokerende, at 60 pct. af ungdomsskolens elever i skoleåret 1963-64 tillige var at finde som elever i folkeskolen, ligesom de sikkert for de allerflestes vedkommende skal placeres i aldersgruppen 14-15 årige!
Mon ikke disse spredte træk fra en ungdomsskoles årsberetning viser det karakteristiske billede af ungdomsskolen af i dag – i hvert fald som den har placeret sig her i Esbjerg.
Og så ungdomsskolen af i morgen? – Hvordan vil den placere sig? – Hvordan bør den placere sig under fastholden af kravet om, at den skal være en funktion?
Jeg er fuldstændig enig med vismanden Storm P. i, at det er uhyre vanskeligt at spå, især når det drejer sig om fremtiden, men med denne alvorlige reservation påtager jeg mig – trods alt – en amatørspåkones rolle:
Morgendagens ungdomsskole må i planlægning af form og indhold stærkt erindre sig, at en fjerdedel af de indskrevne elever forlader skolen i utide. Man må analysere dette forhold og drage de nødvendige konsekvenser heraf.
Den må erindre sig, at over halvdelen af ungdomsskolens elever tillige er elever i folkeskolen, og drage den nødvendige konsekvens heraf.
Morgendagens ungdomsskole må endvidere erindre sig, at den ikke som i 1954 er ene om at give undervisningstilbud til de 14-18 årige. Også folkeskolen giver dette tilbud, og eleverne tager i stor og stigende grad imod det.
Ud fra tanker som de her anførte og for øvrigt mange, mange flere af forskellig art toner et billede af den nærmeste fremtids ungdomsskole ind på følgende måde:
Skole- og uddannelsesfelter.
1. Ungdomsskolen må klart placere sig mellem den erhvervsorienterende folkeskole og den egentlige erhvervsoplæring (teknisk skole, handelsskole, specialarbejderskoler etc.). En nødvendig forudsætning herfor er, at den udformer sit indhold i nært samarbejde med de afgivende og modtagende skoleformer for derved at undgå tomrum og overlapninger.
2. Ud fra en erkendelse af, at den formentlig endnu i en årrække vil få elever udgået fra såvel 7. som 8. og 9. årgang, bør den fastlægge sit program i henhold hertil med klasser for elever udgået fra 7. kl., for elever udgået fra 8. klasse og for elever udgået fra 9. klasse (elever udgået fra realafdelingen vil sikkert blive så ringe i antal, at individuel anbringelse vil være naturlig). De enkelte klassers arbejdsprogram bør indrettes efter elevernes forudsætninger, og der skabes herved mulighed for en tretrins ungdomsskole.
Jeg anser en sådan opbygning for noget nær nødvendig til imødegåelse af det store – efter min mening stadig alt for store – frafald i årets løb, der måske kan skyldes, dels at man giver en elev for lidt, og dels at man af en anden kræver for meget!
3. Ungdomsskolen må fastholde sit erhvervsforberedende sigte bl. a. derved, at der i visse discipliner anvendes specielt uddannede faglærere.
4. Ungdomsskolen må tage op til alvorlig overvejelse, om den fortsat kritikløst bør optage elever, der samtidig frekventerer folkeskolen. – Det er hævet over enhver tvivl, at ungdomsskolen på fortrinlig måde kan supplere folkeskolen samtidig med, at den betjener sit egentlige og primære klientel, de elever der har forladt folkeskolen. Jeg er ganske indforstået med, at den afgørende lovtekst ikke sondrer mellem de to kategorier af elever, men mon det i sin tid har været lovgivernes mening, at henimod to trediedele af ungdomsskolens klientel kunne være skolesøgende børn? – I hvert fald er det efter min opfattelse helt hen i vejret, når man visse steder i landet tilmelder hele skoleklasser en bloc til ungdomsskolen!
5. I alt dette må ungdomsskolen klart have i erindring, at den med hensyn til frivillig ”skolegang” for den 14-18 årige ungdom ikke mere er eneste tilbudsgivende. Den må derfor finde sin egen plads, men en plads i et system.
Og så må jeg til sidst samle mine noget spredte tanker om morgendagens ungdomsskole i en – formentlig – oprørsk konklusion:
Ungdomsskolen er i lovmæssig henseende koblet sammen med aftenskolen. Det forekommer mig, at de to undervisningsafdelinger har så uendelig lidt med hinanden at gøre. Bevares, de hviler – som adskillige andre undervisningsformer – på frivillighedens grund, men dermed er fællesskabet også efter min opfattelse ophørt. Og når det så nu forlyder, at mens ungdomsskolen formentlig fortsat skal hvile på et kommunalt grundlag, skal aftenskolen principielt overgives til private hænder – var det så ikke fornuftigere, at man tog skridtet fuldt ud og også formelt knyttede ungdomsskolen til folkeskolen, som den jo reelt er mere ”i familie med”!
Lad morgendagens ungdomsskole manifestere sig som et på frivillighedens grund hvilende fast led i et fleksibelt uddannelsessystem. Den fortjener det.
Esbjerg, i juni 1964.
N. P. Andersen.
Noget om ungdomsskolen af i dag – og i morgen
Om ungdomsskolen i dag er det en kendsgerning,
at alle unge mellem 14 og 18 år har en lovhjemlet ret til hvert år i august-september at få tilsendt et tilbud om ungdomsskoleundervisning.
at alle unge, som modtager tilbudet, har ret til adgang til den ønskede ungdomsskoleundervisning.
at samtlige kommunalbestyrelser – ved de resp. komm. ungdomsskoleudvalg – har pligt til dels at udsende et ungdomsskoletilbud dels at give de unge, der modtager tilbudet, den ønskede undervisning.
at der i sidste sæson var 1151 kommuner (af 1344 mulige), der udsendte ungdomsskoletilbud. Der oprettedes 621 ungdomsskoler, hvoraf 534 var kommunale, og det samlede elevtal oversteg 50.000.
at der er et stærkt stigende antal kommuner, der normerer ungdomsskolelederstillinger på kommunens skoleplan.
at der er 19 amtsungdomsnævn, der har heltidsansatte og 3 nævn, der har deltidsansatte konsulenter til rådighed for ungdomsskoleundervisningen.
at ungdomsskolen i øvrigt har så travlt med at udvikle sig, at der knap nok er tid til – på værdig vis – at afslutte pædagogisk arbejdsudvalg, ungdomsskolens 1. læseplansudvalg med div. skrifter: en vejledning og en betænkning.
Om ungdomsskolens opgaver og indhold blot følgende:
A. En orientering om muligheder og vilkår – med udgangspunkt i de unges egne problemer.
B. Et alment kursus; en prøveforberedende undervisning (til statskontrolleret prøve), eller en erhvervsmæssig grunduddannelse (til en specialarbejderbranche, landbrugserhvervet eller til visse husligt beslægtede erhverv ).
C. Et eller flere supplerende fritidsarrangementer, hvor elever er sammen (lejrskole, klub, amatørteater, weekendture, samvær).
Om ungdomsskolen i morgen er der først og fremmest dette at sige: Klem endelig på. Der er unge nok, og der er opgaver nok. Der er et godt stykke vej endnu, inden målet er nået: ungdomstid bør også være uddannelsestid – for alle. – Men følgende må også med: Ungdomsskolen må ”nedadtil” til stadighed afpasse sit indhold og sit tempo efter folkeskolen – for opbygningen af en 10-årig folkeskole for alle er en af de kommende års største skoleopgaver. Ungdomsskolen må ”opadtil” på tværs af administrative skel være klar til at tage nye uddannelsesmæssige opgaver på sig i takt med arbejdsmarkedets behov for og brug af veluddannede ungarbejdere.
Ungdomsskolen må aldrig – midt i de skærpede uddannelseskrav – glemme, selv med de begrænsede midler, der er til rådighed i skoleform, hvis omfang måles i timer, at søge at tale til hele mennesket.
David Pedersen.
Esbjerg Ungdomsskole 1939-64
25 år er ikke lang tid, når man tænker på skoler, men for denne skole – den ældste i sin art – er det både et langt, brydsomt, spændende og interessant tidsrum. Skolens start er jo grundigt gennemgået af Arne Jørgensen. De første års brydsomme arbejde – uden faste planer, uden særlige forudsætninger, bortset fra kærlighed til de 14-18 årige – er vel karakteristisk for ungdomsskolearbejdet helt frem til disse dage og vil vel også være det i tiden fremover. Men nu har vi et erfaringsgrundlag at bygge videre på. Vi har en god rammelov, og vi kan vel også snart forvente at se planer fra Pædagogisk arbejdsudvalg.
Kendetegnet for ungdomsskolearbejdet i de forløbne 25 år her i byen har været forsøgsarbejde. Som i de første år har der i de sidste 10 år stadig været forsøg i gang, forsøg på at bane nye veje for at give de 14-18 årige det bedste grundlag for en god start i erhvervslivet, men samtidig også på at give dem et større alment grundlag som modvægt mod industrisamfundets ofte robotprægede arbejde. Fritidssyslerne vil altid have en fremtrædende plads i ungdomsskolens arbejde. I de senere år og i de nærmest kommende vil forsøgene gå ud på at gøre en del af ungdomsskolen supplerende til folkeskolen. Forsøgene i de første år fik afgørende indflydelse på den første lov om ungdomsskolen, og det kan vel også siges, at de senere forsøg – liniefag, linieklasser, erhvervsprægede klasser, 9. klasser – har været med til at præge den seneste udvikling og lovgivning.
Oversigten over elevtallene i ungdomsskolen i de forløbne 25 år ser noget springende ud og er på en måde uforklarlig. Antallet af 14-18 årige i kommunen har været jævnt stigende og er nu på ca. 4.200. Den store stigning i 1942-43 kan skyldes den nye lov om ungdomsskolen. Det lige så bratte fald de følgende år kan skyldes krigen. Fra 1950-55 var der en stabil periode, men oprettelsen af erhvervsprægede klasser giver nogen stigning fra 1955-58. Nedgangen 1958-60 har vi ikke kunnet finde nogen forklaring på. Den stærke stigning fra 1961 må derimod sikkert tilskrives den nye ungdomsskolelov samt den nye folkeskolelov. 8.-9. klasserne og de valgfrie fag har skaffet ungdomsskolen mange nye elever og skabt et nyt klientel. Ungdomsskolens oprindelige klientel var elever udgået af 7. klasse, men færre og færre forlader skolen efter 7. klasse, samtidig stiger tilgangen til ungdomsskolen. De mange publikationer fra undervisningsministeriet, den store debat om uddannelsen, er vigtige faktorer. Ledigheden blandt de 14-18 årige har undertiden været at mærke i tilgangen til ungdomsskolen, men de seneste år har der ikke været ledighed i disse aldersgrupper, og alligevel har tilgangen været større end nogen sinde. Her mærkes en positiv indstilling til ungdomsskolen fra forældre og erhvervsliv. Myndigheder og erhvervsliv har fået øjnene op for ungdomsskolens betydning.
Esbjerg ungdomsskole startede på Rørkjær skole, men fik ret snart lokaler på Anneksskolen. Her blev indrettet værksteder, og morsomt er det i dag at tænke tilbage på disse værksteder. Det var næsten det samme, som i disse år optager skolemyndighederne så stærkt landet over: værkstedslokaler, ikke som lærlingeforskoler, men som orienterende og forberedende om og til erhvervslivet, som det former sig i virkeligheden. Anneksskolen kunne ikke ret længe rumme de mange klasser, og vi måtte efterhånden sprede os på 5-6 skoler. Det var meget utilfredsstillende for både elever, lærere og ledelse. Det var vanskeligt at få et samlet skolepræg over arbejdet, og det gik bl. a. ud over fritidsklubben. Ungdomsskoleudvalget kunne se og forstå disse uheldige forhold, og det søgte og fik skoleudvalgets og byrådets tilslutning og bevilling til visse ændringer på Rørkjær skole således, at vi nu samtidig med jubilæet kan vende tilbage til denne skole og tage mange gode og velegnede lokaler i brug. Det er mit håb, at vi nu har fået en god ramme om vort arbejde de nærmest kommende år.
Vi står stadig i forsøg på mange områder. Her vil jeg særlig hefte mig ved de prøveforberedende fag, den erhvervsprægede ungdomsskole og klasser for elever fra læse- og hjælpeklasser. Jeg regner med god tilslutning til de prøveforberedende fag, hvor vi kommer til at arbejde i nær tilknytning til folkeskolen, og hvor vi kan drage nytte af lærernes der indhøstede erfaringer fra de senere år. Dog er vi forberedt på, at kursusformen kan skabe visse vanskeligheder. Den officielle erhvervsprægede ungdomsskole er i sin vorden, men her støtter vi os til erhvervslivets interesserede medarbejdere. Gennem mange år har vi prøvet at tilpasse undervisningen til elever fra læse- og hjælpeklasser. Sidste år havde vi eleverne derfra samlet i særlige klasser. Forsøget hermed vil blive fortsat, og i 1965 vil der foreligge en rapport over de indhøstede erfaringer.
Jeg føler ved denne lejlighed trang til at sige tak til mange. Først til initiativtagerne, uden dem var vi ikke nået så langt i arbejdet for den mest forsømte del af vores unge. Men så mange har været medvirkende til skolens udvikling frem til denne dag, at det vil føre for vidt at nævne navne. Min tak skal derfor bringes til alle, der på en eller anden måde har støttet os i arbejdet, det være sig myndigheder som enkeltpersoner. Dog må jeg have lov at nævne mine kolleger Arne Jørgensen og Magne Astrup: Tak for råd og vejledning gennem 17 år, og min nære medarbejder gennem mange år, Rasmus Bebe: Tak for hjælp og inspiration. En særlig tak rettes til de mange tidligere og nuværende lærerkræfter.
Ungdomsskolen har gennem 25 år vist sin berettigelse. Det er en i skole, der er kommet for at blive. Måtte den i de kommende år styrkes og udvikles, ikke som en institution, men som en funktion, et fast led i vort skole- og uddannelsessystem.
H. Mogensen.
