70'erne

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Lad os følge traditionen og starte med at se på udviklingen i tal:

(Undervisningsministeriets statistik fra årene.)

(Undervisningsministeriets statistik fra årene.)

På dette tidspunkt har vi også tallene vedrørende eleverne i ungdomsskolen set i forhold til alle unge mellem 14 og 18, så hvorfor ikke tage dem med det samme.

Langsomt, men sikkert daler antallet af skoler, som jo forstærker udviklingen henimod større og større enheder. I tiåret sker næsten en fordobling af det gennemsnitlige elevtal. Tilvæksten er stadig positiv. Det skyldes naturligvis, at den samlede elevmængde i årene er i stigning, men på trods af dette sker der alligevel en større vækst end den elevmængdebestemte.

Jeg har med andre ord godt fat nu. I midten af dekaden opnår jeg Jørgen Jørgensens forudsete 50% dækning, men det skulle altså vare mere end 30 år, før det skete.

Nu kommer elever jo ikke af sig selv, og min popularitet må søges i det forhold, at jeg hele tiden har haft evnen til at forny mig. En lang række nye fag og emner ser dagens lys hos mig. F. eks. fotolære, elektronik, edb, der alle på et senere tidspunkt overtages af andre skoleformer, specielt folkeskolen, uden at jeg dog af den grund selv opgiver dem. Jeg opfatter mig selv som en stor forsøgsvirksomhed, hvor der kan eksperimenteres og udvikles, laves successer og fiaskoer.

Min fagrække er åben i begge ender, og en succes bestemmes af en række forhold.

Det første led i en succes er, at min lederstab skulle have fingeren på de unges puls. I god tid at kunne se udviklingen i ungdomsgruppen og på baggrund af denne viden forelægge kommunalbestyrelsen en virksomhedsplan, der tager højde for udviklingen. Den første hurdle er altså min egen fantasi. Den næste, om kommunens politikere har en tilsvarende livlig fantasi og siger "ja" til mine forslag.

Så skal jeg have fundet en underviser, hvis jeg ikke har en i forvejen, og lykkes det ikke, må jeg sige farvel til min gode ide. En anden væsentlig forudsætning for min succes er nemlig den, at jeg frit kan vælge mine undervisere, og altså ikke er bundet af en fast lærergruppe og dennes muligheder. Klog af skade har jeg lært mig at undgå at gå på kompromis i valget af lærer til mine hold.

Min lærergruppe undergår i disse år en stor ændring sådan, at flere og flere af mine medarbejdere ansættes på baggrund af deres reelle kompetence (deres faglige indsigt og viden). Jeg ser bort fra formelle kvalifikationer, som f.eks. en lærereksamen, hvilket dog ikke betyder, at folkeskolelærere ikke findes hos mig. Men fra i 40'eme og 50'erne at udgøre min næsten totale lærergruppe, falder nu deres andel til ca. 30-35%.

Når læreren er fundet, skal jeg have lavet reklame for faget eller emnet. Jeg udsender hvert år en brochure til alle 14-18 årige i kommunen, og præsentationen i denne er afgørende for, om min nye ide kan gennemføres. Undervisningen var nu som før gratis, og det gjaldt også de materialer, som eleverne brugte i forbindelse med undervisningen. Kunne 12 elever blive enige om, at et givet fag var sagen for dem, så var holdet en realitet.

Med andre ord er det eleverne, der bestemmer, om en ide var god eller dårlig. Det må da kaldes elevdemokrati. Ligeledes er det eleverne, der bestemmer, om læreren er god nok. Er han eller hun ikke det, bliver eleverne væk. Er der ingen elever, er der heller ikke noget hold, ingen undervisning og ingen lærer. En dårlig underviser fyrer sig selv. Det kaldes i de år "effektiv evaluering!".

Heltidsundervisning

Men ud over den stadige tilvækst i fagrækken sker der også tilvækst på anden måde.

For at belyse dette, skal vi lige rundt om folkeskoleloven. I den lov, der blev vedtaget den 26. juni 1975 var og er der en paragraf 33, stk. 3, hvori der står:

"Undervisningspligten kan endvidere efter det 7. klassetrin opfyldes ved deltagelse i heltidsundervisning i den kommunale ungdomsskole i henhold til lov om fritidsundervisning."

Denne bestemmelse skal tages som udtryk for, at ikke alle unge fandt sig tilrette i folkeskolen, der jo har pensumkrav, fagrække og en række andre bindinger tillige med, at den er bogligt præget. Ved at muliggøre, at undervisningen fandt sted i ungdomsskolen efter lov om fritidsundervisnings regler, bortfalder disse formkrav, og undervisningen kunne tilrettelægges efter den enkelte elevs behov. Og disse behov var ofte meget mere "håndværksprægede" end bogligt prægede.

Fra midten af 70'erne opstår rundt om i landet en række klasser i ungdomsskolerne, der får ret forskellige navne: Alternativklassen, A-klassen, heltidsundervisningen, erhvervsklassen og lignende.

Fælles for dem er, at de optager unge, "der" som en af mine ledere udtrykker det, "gør større indtryk på folkeskolen end omvendt".

Disse skoler eller klasser kommer ikke til at præge elevtallet i ungdomsskolen særligt meget, men da der er tale om undervisning i dagtimerne med noget, der kunne ligne 25-30 timer ugentligt, påvirker det mine elevtimer og min økonomi stærkt.

I de første 4 år efter folkeskolelovens vedtagelse etableres heltidsundervisning i 42 kommuner. I året 1975-76 bliver det til i alt 322 elever, hvoraf 194 er undervisningspligtige. Vi ser altså allerede fra starten, at heltidsundervisningen benyttes til at løse andre opgaver overfor de unge, nemlig at give mulighed for også at gå i det 10. og visse steder også i et 11. skoleår i ungdomsskolens heltidsundervisning.

(Elever i heltidsundervisningen)

Om udviklingen af heltidsundervisningen kan denne lille tabel fortælle. Den virker noget ujævn, men det skyldes, at man ikke hele tiden har været helt enige om, hvordan eleverne skulle opgøres. Et faktum er imidlertid, at heltidsundervisningen er vokset støt i hele perioden, selvom tallene kunne sige noget andet.

Knallertkøreskolen

En andet forhold kommer også til at spille ind på min elevtalsudvikling i 70'erne. De unge er blevet mobile! De kan køre på knallert ihvertfald i teorien. Ikke alle var lige skrappe til praksis, og det medførte en stigning i uheldsstatistikken.

I midten af 70'erne oprettes en organisation med medvirken fra bl.a. Rådet for større Færdselssikkerhed og Landsforeningen af Ungdomsskoleledere. Organisationen hedder: Komiteen til oprettelse af knallertkøreskoler. Formålet var at udarbejde en undervisningsplan for en frivillig undervisning i knallertkørsel samt at virke for, at der oprettes knallertkøreskoler i alle kommuner.

Dette initiativ krones med held, idet en meget stor del af de 16 årige frivilligt eller måske efter blidt pres fra forældrene melder sig til denne undervisning, der typisk var på 36 timer og indeholdt færdselsteori, praktisk kørsel på knallert, førstehjælp samt trafikholdningsbearbejdelse. Mange af mine skoler rettede direkte henvendelse til de unge, når "knallertalderen" nærmede sig. Det kunne lade sig gøre, fordi edb-administration nu var på vej ind i ungdomsskolen.

Den lidt fjernere målsætning var at gøre denne undervisning og dermed erhvervelse af et knallertførerbevis til en pligt. Denne plan lykkes, idet Justitsministeriet den 27. november 1979 udsender Bekendtgørelse nr. 494 om obligatorisk knallertundervisning.

Ordet "obligatorisk" skurrede nu noget i mine øren. Jeg var vant til, at mine elever kom frivilligt, men jeg kunne også godt se, at jeg ved at få pålagt denne opgave også fik adgang til en gruppe unge, som jeg ikke tidligere havde været ret meget i kontakt med. Så: På den ene side og på den anden side!! Man skal ride sine principper, men man skal ikke skamride dem!

Noget, der imidlertid var værre i denne sammenhæng, var at knallertkørekortet blev belagt med en afgift, og det kostede mine forhandlere en del sved at få modtagelsen af denne afgift flyttet fra mit kontor over til kommunens kasse.

Jeg var og er nemlig meget principfast, når det gælder om at holde fast ved, at min undervisning skulle være gratis! Mere og mere kommer jeg til at fremstå som beviset på Preben Michaelsens 3. hypotese: At jeg må ses som et instrument i en begyndende fritidspolitik, nødvendiggjort af opdragelsesmæssige hensyn.

Vi nærmer os nutiden. Det næste afsnit skal derfor hedde:

Fortsættes...