Fra landbrugs- mod industrisamfundet

1800-tallet var en opbrudstid, der først og sidst er kendetegnet ved af-feudalisering.

Med Landboreformerne fulgte den magtfulde gårdmandsklasse, der organiserede sig kooperativt med andelsselskaber og fik kontrol over hele processen fra råprodukt til færdigvare. Med mejerier, slagterier m.v. udkonkurrerede småproducenterne de store godsejere og erobrede om ikke verdensherredømmet, så dog verdensmarkedet. Selvejerbøndernes normer passede som fod i hose til tidsånden, der var kendetegnet ved individualisme, flid og nøjsomhed. I 1841 blev den første ’højere bondeskole’ eller ’fortsættelsesskole’ indviet i Sundbylille. Senere vandt den grundtvig/koldske pædagogik indpas i de førhen praktisk og rationalistisk anlagte skoler. Startpunktet var i Ryslinge på Fyn, hvor Kold i 1851 grundlagde en dagskole for de 14-17-årige. Ikke mindst efter nederlaget i 1864 og fremkomsten af de såkaldte Kongeåskoler blev der gjort meget ud af de opbyggelige fædrelandshistorier. Dertil kom, at Indre Mission satte sit aftryk på skoleungdommen, også i de voksende byer: I takt med udviklingen af landbruget og den nedbragte børnedødelighed fandt en omsiggribende urbanisering sted. Dette, parret med de revolutionære begivenheder rundt omkring i Europa i 1848 og igen i 1871, Junigrundlovens tiltag for næringsfriheden, opbygningen og udbygningen af infrastrukturen med jernbaner og færger, den nye teknologi i produktionen samt væksten i byerhvervene var med til at udvikle lønarbejderklassen og fagforeningerne. Dermed reduceredes ikke blot godsejernes, men også gårdmændenes dominerende indflydelse på skolelovgivningen afgørende.

Den industrielle udvikling kom først for alvor til Danmark i årene efter enevældens afskaffelse i 1849. Dermed mistede de traditionelle håndværksfag og lav deres betydning, og vejen stod banet for den nye og i stadigt stigende omfang organiserede arbejderklasse. Ved slaget på Fælleden i 1872 var arbejdere, politi og militær ligefrem i åben kamp. Inden Louis Pio drog til USA uden returbillet, var han i 1876 med til at vedtage det såkaldte Gimleprogram, hvor Socialdemokratiet fastlagde principperne for deres politik mange år frem. På skoleområdet lagde partiet afstand til privatskoler og folkeoplysningens frie skoler (der i 1879 havde manifesteret sig i efterskoletanken gennembrud med Galtrup Højskole på Mors). Indlæringen betragtedes som et offentligt anliggende, der skulle være obligatorisk og ens for alle. Således blev det overladt staten at organisere ’folkeopdragelsesinstitutter’. Hermed indførtes der dog ikke reformpædagogik eller klassekamp, endsige revolution, i pensummet. Nok skulle skolen agitere, men først og fremmest var dens opgave at kvalificere arbejderbørnene bedst muligt til på lige fod med andre befolkningsgrupper at begå sig i samfundslivet. Nævnes skal også indflydelsen fra radikale, intellektuelle kredse i forlængelse af Brandes’ moderne gennembrud. Studentersamfundet stiftedes i 1886, hvilket bl.a. førte til aftenundervisning for arbejdere, og Folkeuniversitetet så dagens lys i 1889. Så sent som i 1910, hvor Stauning blev partiformand for Socialdemokratiet, stod 75 % af en årgang dog stadig uden en ungdomsuddannelse.