Almenundervisning

J. Jørgensens håb om at finde 50 % af en årgang på Danmarks ungdomsskoler var i første omgang skudt langt over målet. Og dog indrettede skolerne for de 14-18 årige sig på en mere helhedsorienteret undervisning i forlængelse af højskoletraditionen.

Det lovgivningsmæssige fundament (som stort set stadig står intakt) udgjordes da også fra starten af tre hovedhjørnestene, hvor oplysningsarbejdet spillede kraftigt ind: 1) faglig uddannelse til ufaglærte, 2) redskab til opdragelse, 3) værn mod totalitære regimer. Man finder måske ikke meget belæg for, at sidstnævnte punkt spillede en større rolle for Ungdomsudvalget. Og dog: I sine erindringer fortæller Jørgensen om en journalist fra Berlingske Tidende, der orienterede ham om de rystende indtryk syd for grænsen, kaldet ”ungdomsoprøret i Tyskland”. Derudover kan henvises til det forhold, at Hal Koch i 1940 var med til at opbygge Dansk Ungdomssamvirke som en bastion mod nazismen, om end organisationen ikke tolererede sabotage (hvilket afstedkom en berømt brevveksling mellem Koch og en anden hæderkronet teolog, K.E. Løgstrup). Meget vel kan det altså være et indirekte resultat af nazismens dæmoniske demagogi, at der efter krigen indførtes mere almendannende, medborgerlige aspekter. Samtidig blev der trukket veksler på den stolte arv fra højskolen, jf. Grundtvig tanke om livets skole og advarsel mod ”Skolen for Døden”, hvor alfa og omega er knastør leksikalsk lærdom. Kanske underholdningsværdien også blev styrket af, at kaldet som ungdomsskolelærer på ingen måde var fast arbejde, hvorfor yngre kræfter satte dagsordenen. Hvor om alting er, så fandt dans, film og kulørte hæfter langsomt en naturlig plads til klubaftenerne.

Ungdomsskolernes segment udgjordes dog stadig kun af en lille del af Danmarks ungdom – og ikke nødvendigvis ’blomsten’. Det gjaldt nemlig, som det hed i loven fra 1942, ”personlighedsskabende opdragelse og uddannelse” i forhold til især ufaglærte unge. Skolefolk og politikere var da også bekymrede for arbejdsdrengene, der kunne spendere langt flere penge i bylivet end unge under uddannelse. Det var primært dem, der skulle blive ansvarlige samfundsborgere. Men ungdomsskolernes rolle blev delvist revurderet ved Ungdomskommissionen under ledelse af førnævnte Koch. Her blev der, mere blødt formuleret, taget ”sigte på mulighederne for gennem positive foranstaltninger at sikre den normale ungdom en harmonisk social og kulturel udvikling”. I 1948 så Ungdomsskolekommissionen tillige dagens lys. De to kommissioner stod i 1952 for hver sin betænkning. Måske som et resultat af denne dobbeltbeskydning var den nye lov fra 1954 mere bredtfavnende. Skolerne skulle ikke længere blot henvende sig til ufaglærte, men modtage alle unge mellem 14 og 18 år. Hermed var de ikke længere tildelt rollen som erhvervslivets forlængede arm, men lå i direkte forlængelse af folke- og fagskolerne. Eftermiddagsskoler såvel som kombinerede dag- og aftensungdomsskoler åbnedes der også mulighed for, og endelig styrkedes fritidsholdene med større tilskud til elevbetaling. At halvtressernes højkonjunktur kaldte på specialiseret arbejdskraft har utvivlsomt spillet ind.