Forsøgsarbejdet i Odense 1940-42

At tale om dette forsøgsarbejde uden at nævne Helveg Petersen vil være en umulighed.

Født 1902, lærer fra Skaarup seminarium, dukker i 1933 op som et ubeskrevet blad i den radikale kreds i Odense og gør sig fra starten bemærket gennem sit hæsblæsende høje aktivitetsniveau, fleksible tænkemåde og evne til at formulere sig. Engageret i en række af tidens fænomener (nedrustning, fred, internationalt samarbejde, hjælp til flygtninge fra Nazityskland...) Snart var han med i et ungdomsarbejdsløshedsprojekt i "skoven" ved Dalum (Odense kommunes ungdomsskole i Fruens Bøge hed det såmænd).

Da Jørgen Jørgensen får brug for en loyal arbejdskraft i ungdomsudvalget i 1939, er det indlysende, at det må blive Helveg. Og det af den praktiske årsag, at den radikale kreds var en ret interessant forsamling, som havde forbindelserne i orden, – bl.a. AC Normans søster, der var gift ind i Haustrup familien.

Desuden må det anses for sandsynligt, at Jørgen Jørgensen skulle holde socialdemokraterne på afstand, hvilket fint kunne gøres gennem Helveg.

Ifølge den odenseanske dagpresse 6.11.40 starter forsøgsarbejdet med en drøftelse mellem Helveg og Jørgen Jørgensen, Helveg foreslår forsøgsarbejde af hensyn til erfaringer til lovgivningsarbejde. Jørgen Jørgensen tilsiger støtte og bevilling.

September 1940 retter Helveg henvendelse til Fyns Jernindustri, som svarer positivt. De to store firmaer Haustrup og Thriege er med på tanken og lover støtte. De to direktører går med i et skoleudvalg, som også består af Helveg og formand for skoleudvalget. Der skrives ud til samtlige større firmaer inden for "jernet" med anmodning om at give informationer og modtage tilmeldinger... Kvoten på 30 unge mænd er hurtigt overskredet.

Så starter undervisningen 5.11.40 med de 30 ufaglærte fra jernet. 4 dage á 21 lektioner i alt a 160 timer.
Problemet: "det gjalt for os om at finde frem til et sæt af emner hentet fra det praktiske erhvervsliv, hvorom vi kunne samle elevernes interesse” skriver Helveg i skolevæsenets beretning 1942-43. Dette blev struktureret via en fagliste som følgende: produktionslære, byens erhvervsliv, gymnastik/idræt, regning, samfunds-sundhedslære og 1 time/ugentligt med "frie forelæsninger". Ved starten udtalte Helveg, at skolen vil sætte ind over for "mørketiden" og håbløsheden... og "vi vil prøve at give jer kendskab til brugen og vedligeholdelsen af de maskiner og værktøjer I har med at gøre på jeres arbejdspladser”...

Altså intentioner om at etablere en erhvervsbetonet skole for de ufaglærte.

Successen var sikker. Kun en elev faldt fra, men en anden kom til. Man kan spørge, om de unge kom frivilligt eller skjult blev presset af arbejdsgiverne. Karrierestrukturen den tid var: bydreng – arbejdsdreng – lærling – ungsvend – mestersvend, og det afgørende skel stod mellem faglært eller ej. Jeg antager, at dysfunktioner på skolen kunne kvæle ethvert opstigningsforsøg fra de ufaglærte unge. Hertil kom, at skolen hver anden uge tilskrev arbejdsgivere og hjem om forsømmelser og lignende i en meddelelsesbog, som skulle underskrives af alle parter, hvilket iøvrigt var sædvane hentet fra teknisk skole.

Forsøgsudvalget brænder nu helt varm på denne skoleform, og da der gennem underhåndsforhandlinger tegner sig mulighed for støtte også fra kommunen og fornyelse af statsstøtte inviteres til et større orienteringsmøde i det pt. "BZ-udsatte" Industripalæ, iøvrigt med ungdomsudvalgets sekretær som taler og delegeret. Tilslutningen er hjemme fra alle parter – også tanken om at give økonomisk tilskud. Nu foregår tilmelding både ved annoncering og via virksomhederne. Reaktionen er 246 tilmeldinger, hvoraf de 71 reflekterer på annoncen. Nu er der ikke længere tale om en specifik branche, og "produktionslæren" må ændres til "arbejdskundskab", som det var kommet til at hedde i ungdomsudvalgets betænkning. Hertil kom problematik med, hvad der skulle være almene kvindefag. Undervisningen er to-årig og struktureret i tid som for tekniske skoler dvs. fra kl. 18.30 til 20.10. Dette forsøgsår er beskrevet i lovudvalget mellem 1. og 2. behandling. Helveg har sikret en elevevaluering gennem spørgeskema, hvilket senere i tingets behandling bliver brugt i debatten om "frivillig contra obligatorisk."

Til lovudvalget kan de odenseanske skoleudvalg afslutte sin rapportering med at betone vigtigheden af, at den kommende lov skal give gode økonomiske vilkår (faktisk hæves statens støtte til undervisningsmaterialer fra 2 til 4 øre pr. elevtime), at sikre de rigtige lærerkræfter (hvilket betyder, at man ikke alene må basere sig på seminarieuddannelse, men også skal give plads til erhvervslivets folk, plus at der skal sikres Iæreruddannelsesprogrammer, som styrker de rigtige livlige personer til det vanskelige ungdomsarbejde), og ikke mindst skolen skal nok finde en god plads i omdømme, MEN den skal have knyttet visse fordele til sig !!!

Det kan man vist roligt påstå, at den ikke fik. Dels blev lovgivningen ikke fulgt op af de nødvendige bevillinger, som skulle sikre, at skolen med udstyr kunne ligne bare lidt af det vi kender fra arbejdsteknisk skole, som den jo skulle være en forløber for. Ejheller blev der knyttet kompetenceforhold til skolen f.eks i form af nedslag i læretid, adgangsfordele ved læreplads, eller højere løn.

Men forsøg og udviklingsarbejdet gav politikerne tryghed i, at det kunne lade sig gøre at samle de unge ufaglærte uden de vilde diciplinkriser til en målrettet undervisning. Faget arbejdskundskab blev udviklet – ganske vist som noget vi i dag nærmest vil kalde for en mellemting mellem "kridt-fysik og orientering", men tiden taget i betragtning så var det en ret konsekvent forståelse af "Opøvelse i selvvirksomhed", som metode, dvs med emneundervisning, praktisk brug af dansk og en række folkeskolelærdom... en undervisningsform som blev kørt som forsøgsordning i København frem til 1938 med Schacht som central figur.

Der er et påfaldende sammenfald mellem iagttagelse om elevinteressen hos Schacht-forsøgseleverne og de udtalelser, som de unge ufaglærte giver i Odense. Disse tilløb til mere helhed og praksisorienteret undervisning – og metodisk i stigende udstrækning på elevernes præmisser er måske de væsentlige følger af den undervisning, der som nævnt i 1. afsnit har vokset sig til en stor og moderne skoleform, der konstant af eleverne tvinges til at respektere deres ståsted og behov.

Måske lykkedes det alligevel Jørgen Jørgensen og højskolevennerne at snøre socialdemokraterne, så de fik deres højskole ført ind i byerne i en eksternatform.

Som Grundtvig selv har udtrykt om højskolens opgave:
"At vække, nære, og oplyse det menneskeliv, man hos den danske ungdom bør og må forudsætte, det er den dansk-folkelige højskoles eneste øjemed, og forsåvidt den da brugte midler, tjenlige til dette formål, ville den være kendelig nok fra alle vore andre høje og lave skoler, som jo alle har en vis bogkundskab til øjemed.”

(Billede: Unge arbejdsløse fra ungdomsskolen i Skovpavillonen i Fruens Bøge. Otto Nørmark 1933. Kilde: Odense Bys Museer, http://odensebilleder.dk)