Diskere, yuppier, rockere, punkere

I 1978 fik Saturday Night Fever dansk premiere. Filmen med John Travolta og musik af The Bee Gees skulle detonere drønet fra diskoteker med flimrende stroboskoplys landet over.Skønt langtfra alle klædte sig i trompetbukser og skjorter i pangfarver med prangende flip, hærgede diskofeberen.

 Discjockeys fik en førerposition med deres mundrappe introer til tidens hits. ”Eskapisme” vrængede venstrefløjen.  Diskerne interesserede sig da heller ikke synderligt for politik, men gik mere op i krop og konsum. I firserne skulle yuppier ligefrem sætte en ære i at være i anti-opposition. Der blev satset enøjet på karrieren, og den sparsomme fritid spenderedes på de helt rigtige cafeer (Sommersko, Krasnapolsky). Yuppie-stereotypen havde sin faste gang på Børsen, hvis han da ikke sås i godt selskab med modeller og mediefolk. Slank og solbrændt var han, veltrænet og velklædt og med smart standardudstyr som Rolex og Ray-Ban. Tidsånden dikterede personlig frihed og dermed individuelle sportsgrene som tennis og golf, og kroppen dyrkedes med fitness og bodybuilding (evt. kombineret med hormoner, anabolske steroider og stoffer, der kunne hamle op med tidens tempo: kokain og amfetamin). Også håret blev trimmet og ørene klippet fri. Mærkevarer som Lacoste og Hugo Boss var højeste mode. Kvinder gik, inspireret af tv-serier som Dallas og Dollars, i habitjakker med skulderpuder, men med feminint supplement som nederdele og højhælede sko, og indvortes fik bh’en, hofteholderen og silkeundertøjet en renæssance. Og de unge mænd gik sandelig ikke længere i underbukser, endsige -hylere, men tangaer og boksershorts.

Rockere skabte fra sluttresserne frygt med regalier som kranier og hagekors. Men modsat ’de langhårede’ var motorcykelfolket ikke ’på socialen’. Det rette borgersind udviste de med et korstog mod flipperne (og senere ’fejlfarverne’). Da John Waynes nationalistiske Vietnam-film De grønne baretter kom på plakaten i København, blev demonstrerende studenter overfaldet med cykelkæder af de vilde engle. I 1976 kom det til uroligheder under Roskilde Festivalen, hvor politiet greb ind under stående ovationer. Også minirockere med nitter og cowboyveste lavede rav i den. I firserne skulle de overgås af de såkaldte grønjakker, der satte sig et stedsegrønt spor ved at opfinde ordet ’perker’. I toppen af fødekæden udskiftedes kæder, knive og knojern med skydevåben, og våbenkapløbet gik helt amok med en panserværnsraket mod et Hells Angels-klubhus i 1996. Det første interne rockermord skete allerede i 1977 på Daddy’s Dance Hall, diskernes højborg. Samme år og samme sted sprang punkerne ud af skabene/klosetterne. Efter to koncerter af The Sex Pistols bragte BT fotos af Camilla ’Cool’ Høiby og Peter ’Booze Stonecock’ Schneidermann, der luftede hundehalsbånd, sikkerhedsnåle og iturevne T-shirts. Sidstnævnte skulle komme til ære og værdighed i punkgruppen Sods, senere Sort Sol. En, der også kom på Daddy’s, var den sorte firserdigter Michael Strunge. Skønt førstegenerationspunken ofte engagerede sig politisk, var de da også først og sidst æstetikere. Men idealerne blev forrådt, forrået og forsvandt med guldøl og OD’er i Pisserenden midt i firserne.

Billede: Pixabay