Det ’sjove årti’, hvor tredje verdenskrig var blevet en by i Rusland, indledtes med Murens og kommunismens fald, men fik en brat afslutning med 9/11.I dag er angsten for atombomben erstattet af terrorfrygt og udsigten til en klimakatastrofe, samtidig med at en spirituel søgen i stadig større omfang har vundet indpas.

I halvfemserne dyrkedes ambivalensen og en ironi, hvor man skulle fatte pointen for at være populær. Heraf fulgte en lettere distanceret kynisme. Eller en hårdtslående drengerøvshumor, der overskred alle grænser for anstændighed (Tæskeholdet er ikke en falsk varedeklaration). Begge former satte i høj grad sit aftryk på årtiets medieeksplosion.

Firsernes unge gik under fællesbetegnelsen Nå-generationen. Selv om de ikke gjorde knæfald for Gud, Konge og Fædreland, var det da også en konservativ og konform æra med Schlüter ved magten i Danmark, Reagan i USA, Thatcher i England og Kohl i Tyskland.

Det første store bz-slag – man taler ligefrem om tolv dages borgerkrig – stod i 1980 om ’Byggeren’.Overborgmester Egon Weidekamp og socialborgmester Pelle Jarmer fik sig et kedeligt ry, da legepladsen i Nørrebros sorte firkant braklagdes af kampklædte betjente for at skabe plads til et betonbyggeri.

I 1978 fik Saturday Night Fever dansk premiere. Filmen med John Travolta og musik af The Bee Gees skulle detonere drønet fra diskoteker med flimrende stroboskoplys landet over.Skønt langtfra alle klædte sig i trompetbukser og skjorter i pangfarver med prangende flip, hærgede diskofeberen.

Fra 1966 kunne kvinder selv forvalte deres krop på den fertile front, eftersom p-pillen blev frigivet det år. Hvis det alligevel svipsede, stod muligheden for abort åben for alle fra 1973. Et par år forinden havde folkeskolen indført obligatorisk seksualundervisning. Skønt der ofte var tale om biologilektioner om kromosomer og kønssygdomme, var man dog nået videre end bierne og blomsterne (og storken var så godt som uddød!).

I Danmark startede de ’aktionistiske’ bevægelser allerede i 1960 med atommarcher, hvor unge intellektuelle i islandsk sweater demonstrerede mod amerikanske raketter, som kunne bære atomvåben, og mere overordnet mod terrorbalancen. At det faktisk gav mening og genlyd at kæmpe politisk uden et tungt partiapparat i ryggen dannede skole.

Slumstormerbevægelsen startede på Christianshavn, da en række forfaldne baghuse udråbtes som republikken Sofiegården. Området blev ryddet med bulldozere og knippelsuppe, men i den brede befolkning affødte miseren et godt blik for, at bolighajer og andre magtbaroner var galt afmarcheret, når huse kunne stå tomme, mens tusinder af unge manglede tag over hovedet.

Mens Gasolins Christianshavn repræsenterede en dansk light-version, gennemsyredes hippiernes alternative livsformer Haight Ashbury-kvarteret i San Francisco. Det (lalle)glade budskab var blevet overbragt af et par centrale overgangsfigurer mellem beat- og hippiegenerationen: Timothy Leary, psykologiprofessor på Harvard, og Ken Kesey, forfatter til Gøgereden

Frihedens sande røst lød for mange unge i rockmusikken. I hvad der på sin vis er den første deciderede ungdomskultur, gav musik, tekster og kropslig udfoldelse udtryk for et ungdommeligt frisind i skærende kontrast til halvtredsernes stivnede samfund.

Bedagede drengebogsforfattere som Dumas, Verne og Etlar var stadig in efter krigen, og på pigekamrene dyrkedes den ømme blanding af ridning og romance, som vist aldrig er blevet helt yt.Der udsendtes også en lind strøm af ferske Jan- og Puk-bøger, som faktisk er skrevet af samme forfatterpar.

Efter verdenskrigen smittede den voldsomme økonomiske vækst i den nye verden også af på den gamle. Olieret af Marshall-hjælpen kom der langsomt gang i de knirkende samfundshjul.Med NATO (1949) knyttede Danmark sig endegyldigt til USA og den vestlige verden, og i øst blev grebet også strammet med Warszawapagten (1955)

Bortset fra en noget hvas holdning til hollywoodkultur, knaldromaner og tegneserier var Ungdomskommissionen ikke moraliserende. Leg og lyst skulle drive værket. Hvorfor partout tage pænt tøj på for at vove sig på museum eller i teatret? Stadig kunne forældrene dog først ånde lettet op, den skønne dag, børnene meldte sig ind i en fornuftig forening.

Ikke mindst frygten for autoritære politiske ideologier lå til grund for, at den midlertidige samlingsregering i oktober 1945 nedsatte Ungdomskommissionen. Få dage efter fulgte valget, der bragte venstrehøvdingen Knud Kristensen til magten.

Dansk Ungdomssamvirke blev grundlagt i 1940 som modvægt til Niels Bukh og andre højreradikales ønske om et forbund efter fascistisk forbillede. Organisationen under Hal Kochs lederskab samlede de store, stuerene ungdomsforeninger på tværs af politiske, religiøse og kulturelle skel.

Med den vitalistiske strømning i 1920’erne, der nærede en sund interesse for kroppen og den vilde natur, men også en usund for korpsånd og kadaverdisciplin, opstod det egentlige ungdomsbegreb. Da ungdommen satte sig i bevægelse, var det tilmed ganske bogstaveligt, nemlig som vandrergrupper i løse, antiborgerlige gevandter, ja nogle foldede sig ligefrem ud som nudister.

I løbet af det nittende århundrede bredte der sig en hidtil uhørt retorik, idet studenterne kom til at repræsentere håbet om en ny og bedre verden, da de formodedes at værne om den åndelige frihed i en ellers kynisk og korrumperet tid. Dette var dem muligt, eftersom de med deres muntre boheme-tilværelse stod afsondret fra såvel det bornerte borgerskab som det plumpe proletariat.

I løbet af industrialiseringen blev mennesket sat fri fra religionen, blodet, jorden. I Danmark var ungdommen dog forholdsvis længe om at få halmen ud af træskoene. Landbruget producerede primært med henblik på familiehusholdets selvforsyning, mens salg af korn, mælk og kvæg spillede en underordnet rolle, og i en sådan traditionel bondekultur kunne den yngste generations gratis arbejdskraft og alderdomsforsørgelse ikke undværes.

I religionsvidenskaben opereres der med begrebet liminalitet (af det græske ord for ’tærskel’: ’limen’). Hermed menes en position uden for lands lov og ret, der markerer en overgang i den involveredes sociale status – gerne fra barndom til voksenliv.

I over ti år, fra 1982 til 1993, var undervisningsministeren den ’højskolede’ Bertel Haarder. Men i 1988 fandt en omlægning af regeringen sted, hvor Ole Vig Jensen flyttede ind i kulturministeriet og kom til at stå for folkeoplysningen, der bl.a. inkluderede ungdomsskoleområdet.

For de mange, der efter mellemskolens afskaffelse i 1958 ikke fulgte den slagne vej og tog realen med, blev der åbnet for nye tiltag såsom en et- eller toårig almen ungdomsskole, hvor erhvervsbetonet undervisning kunne indgå.

J. Jørgensens håb om at finde 50 % af en årgang på Danmarks ungdomsskoler var i første omgang skudt langt over målet. Og dog indrettede skolerne for de 14-18 årige sig på en mere helhedsorienteret undervisning i forlængelse af højskoletraditionen.

Loven ”Ungdomsskolen for den ufaglærte Ungdom” blev den 4. juli 1942 vedtaget på baggrund af bl.a. forsøgsrapporterne fra Esbjerg og Odense og derefter underskrevet af kongen.

I 1935 blev Jørgen Jørgensen, en radikal gårdmand med rødderne solidt fæstet i højskolebevægelsen, ny undervisningsminister efter socialdemokraten Frederik Borgbjerg. Dermed gik tanken om et obligatorisk ottende skoleår i glemmebogen.

I 1903 indførte en ny lov udelt børneskole i byerne: mellemskolen. Stadig var der dog behov for undervisning af de unge, der forlod skolen efter syv år og ikke gik direkte fra et fritids- til et fuldtidsjob som lærling eller husassistent.

En af de største arkitekter bag ungdomsskolen er Kristoffer Marqvard Klausen (1852-1924).

1800-tallet var en opbrudstid, der først og sidst er kendetegnet ved af-feudalisering.

Ungdomsskolernes historie tager faktisk allerede sin begyndelse før 1814, nemlig ved århundredeskiftet med De Massmannske Søndagsskoler.

I 1814 blev der for første gang lovgivet om undervisningspligt for alle børn i Danmark. Den nationale vækkelse efter krigen mod England havde udløst reformiver på ikke mindst det skolemæssige område.