Den pure start

Ungdomsskolernes historie tager faktisk allerede sin begyndelse før 1814, nemlig ved århundredeskiftet med De Massmannske Søndagsskoler.

Disse specialiserede sig i fortsættelsesundervisning for håndværkerlærlinge med almindelige skolefag som skrivning og regning, men senere også med tegning, sang og fædrelandshistorie. Skolen startede i år 1800 med 40 elever, var gratis at benytte og byggede på frivillige bidrag fra det bedre borgerskab. Modsat tidligere søndagsskoler, der var rent gejstlige foretagender, sigtede denne da også mod at udvikle det rette borgersind (skolen var faktisk et modsvar på en storstrejke). Undervisningen fandt, jf. navnet, sted om søndagen, hvor en arbejdsdag på 10-12 timer ikke stod i vejen. Skønt han var præst, kom den nordtyske grundlægger, Nicolaus Heinrich Massmann, altså ikke hviledagen i hu. Udgangspunktet var den nuværende Christians Kirke i København, der dengang husede byens tysktalende menighed, men projektet udvidede sig snart fra Christianshavn til at tælle skoler ud over det ganske land, og ved 50-årsjubilæet i 1850 havde De Massmannske Søndagsskoler undervist ca. 10.000 lærlinge. Dertil kom andre grupperinger – lige fra mestre til forbedringshusfanger. Grundet en ny lærlingelov, der indførte obligatorisk og mindre almendannende undervisning på de tekniske skoler, der efterhånden havde dannet sig om de forskellige lav: tømrere, lærere, malere etc., gik elevtallet imidlertid støt tilbage i slutningen af 1800-tallet. Den sidste undervisningsgang fandt ikke desto mindre sted så sent som i 1922.

Aften- og søndagsskoler i Tyskland samt progressive, pædagogiske røster udgående fra J.-J. Rousseau, J.H. Pestalozzi og deres disciple vandt også gehør og genklang andre steder. Allerede i 1802 blev der åbnet en skole a la Massmanns i Helsingør, og i Horsens oprettede man i 1829 den Rosing-Ræderske Søndagsskole, der i 1864 blev til en aftenskole og i nyere tid er omlagt til FOF. Disse præ-ungdomsskoler var dog ikke nogen ubetinget succes, hvilket kan skyldes arbejdets idealistiske karakter de første mange år, altså at det var uden vederlag for lærerkræfterne. Navnlig hænger det dog sammen med, at vi i første halvdel af 1800-tallet stadig befinder os i et bondesamfund, hvor gården, marken og dyrene havde førsteprioritet. Rationalistiske præster kunne endog finde på at inkorporere landbrugstekniske staldkneb i deres søndagsprædikener, og agerdyrkning var et fag for de ældre elever i almueskolen. Det var da også i denne ånd, at den første egentlige aftenskole på landet blev oprettet i 1821, i øvrigt under Chr. Reventlows gods på Lolland. På denne tid var hovedopgaven at dæmme op for almuens ofte voldsomme festkultur og lære de unge at forstå det kald i livet, der skulle brødføde dem. For nu at synge med Grundtvigs salmetunge var skolerne lagt an på et jævnt og virksomt, men måske ikke så muntert liv på jord, dvs. på landbrugsarbejde. I 1856, i slipstrømmen på de første friskolers grundlæggelse i Grundtvigs og Christen Kolds ånd, blev det imidlertid på initiativ fra håndværkere og arbejdere også pålagt skolefondene at yde tilskud til bl.a. tekniske skoler og fortsættelsesskoler (som allerede dengang kaldtes ’ungdomsskoler’).