Ballerup Ungdomsskole

Ballerup Ungdomsskole

Fritid og heltid

Siden Ballerup Ungdomsskole blev oprettet i 1943, har skolen været igennem et utal af faser og mange forskellige former.

Den almene Ungdomsskole har alle årene været omdrejningspunktet for skolen, men mangt og meget har haft sin tid og sin plads i forhold til skiftende årganges behov, politiske ønsker og samfundets generelle udvikling.

Ballerup Ungdomsskole har siden 1943 afspejlet det omkringliggende samfund og dannet rum for udvikling og læring for en meget stor del af kommunens unge.

Fra 1943 og frem til 1974 havde ungdomsskolen primært almene hold og varetog klubfunktioner. Fra midten af halvfjerdserne påbegyndte man en række tiltag for skoletrætte unge, og unge der på den ene eller anden vis var faldet udenfor det almindelige skolesystem. Fra midten af halvfjerdserne varetog Ungdomsskolen også knallertundervisningen, og det gør vi stadig.

Omkring samme tid åbnedes Ungdomsskolens horisont op, og udlandsrejser kom på tapetet. Traditionen med at samarbejde på tværs af landegrænser er fortsat stærk, og i dag har Ballerup Ungdomsskole samarbejder med skoler i eksempelvis Frankrig, Kina og England.

Af flere omgange har Ballerup Ungdomsskole varetaget heltidsundervisning. Produktionsskolen i Ballerup er eksempelvis startet op i 1989 som en del af Ungdomsskolen og senere hen overgået til selvstændig drift.

Et andet eksempel er ”Erhvervsklassen” (2010-2012), som var et tilbud til unge der af den ene eller anden grund hverken passede ind i den almindelige folkeskole eller i eksempelvis Produktionsskolens rammer. Erhvervsklassen er endnu et eksempel på et projekt, der blev udviklet under Ungdomsskolens friere rammer og siden, da det havde fundet sin form, blev videreført andetsteds.


Folkeskolereformen og valgfag

Med den nye folkeskolereform fra 2013 må alle ungdomsskoler igen gentænkes i en eller anden grad. Med længere skoledage i folkeskoleregi, bliver der alt andet lige, færre timer i døgnet til øvrige fritidsinteresser. Ballerup Ungdomsskole har valgt at se mulighederne i reformen, og har tilbudt vores assistance til de lokale folkeskoler, ved at hjælpe med at udbyde eksempelvis relevante valgfag til skolerne. Ungdomsskolen varetager således valgfagsundervisningen for en stor gruppe unge i kommunen. Ved at udbyde det på denne vis, kan ungdomsskolen gøre det vi gør bedst, nemlig sikre et stort og alsidigt udbud af både kreative, fysiske og boglige fag, samt de fagligt mest kompetente undervisere.

Således er Ungdomsskolen med til at gøre fagudbuddet og mulighederne for Ballerups unge så bredt og varieret som muligt, da vi med vores politiske rammer, har langt bedre mulighed for fleksibilitet i ansættelserne af valgfagslærere end den normale folkeskole.

Eksempler på valgfag der udbydes i Ungdomsskolens regi er: Beklædningsdesign, boldspil, fransk, kinesisk, Drama in English, hækle- og strikke-hold, Impro-comedy, keramisk smykkedesign, løbehold, parkour, selvforsvar, spansk, store bagelyst, tegning, zumba, yoga og science.


Fritidsundervisning (almenundervisning) – Et godt tilbud

Selvom ungdomsskolen som helhed hele tiden gentænkes og forsøger at give de mest relevante tilbud til kommunens unge, er der en række tiltag og kerneydelser, som Ballerup Ungdomsskole har arbejdet målrettet imod i mange år. Disse ydelser kendetegner os udadtil og udgør en stor del af skolens profil.

Vores normale sæson er inddelt i to ”semestre”. Efterårssæsonen løber fra opstart efter sommerferien i august og frem til jul. Forårssæsonen startes normalt op sidst i januar og frem til maj måned.

I disse to sæsoner ligger hovedparten af ungdomsskolens undervisning, som pt. især udgøres af almenundervisning.

Almenundervisningen er en lang række hold, som eleverne melder sig på for et semester af gangen, og deltager i eksempelvis en gang ugentligt i sæsonen.
De almene hold der udbydes i efteråret 2016 tæller pt. bl.a.:

Yoga, pigeholdet, selvforsvar, musicaldans, kreativ dans, dramatiker-holdet, motion- og styrketræning, E-sport counterstrike, E-sport League of Legends, Babysitter, Musical – enten som skuespiller, sanger og danser eller som en del af bandet eller bag scenen, matematik, Virkelighedens Game of Thrones, Sund hud og lækkert hår, hækling og strikning, Funk/hip hop/dance, dansk, dansk som andetsprog, skuespiltræning, kinesisk, fransk, bocart, parkour, bueskydning, manga tegning, Cosplay-syning, Impro-comedy, engelsk, crossfit, knallertkørekort, førstehjælp, video-produktion og redigering samt sushi-hold.

Almenafdelingen er kendetegnet ved, at eleverne melder sig til og deltager af lyst. Det betyder også, at vi hele tiden skal gøre vores bedste for at levere så godt et tilbud til eleverne, at de i første omgang melder sig til, og dernæst at de har lyst til at deltage aktivt i undervisningen.


Kerneydelser og fyrtårne

Nogle dele af almenafdelingen har særligt stort fokus, og er gennem årene blevet kerneydelser, der profilerer og kendetegner Ballerup Ungdomsskole udadtil.
Herunder vil vi nævne nogle af vores ”fyrtårne”.  


Teater og musical

Et af fyrtårnene i ungdomsskolen er den store og velfungerende teaterafdeling. Siden opstarten i 1999, har teaterafdelingen hvert år produceret en stor årlig musical, samt en række mindre forestillinger og events.

Allerede på idéplanet var tanken, at teaterafdelingen skulle drives af en engageret teaterfagligt professionel. I de år der er gået har afdelingen været under ledelse af to forskellige afdelingsledere, med hver sin tilgang til teater og musical. Fælles er dog, at formålet har været at tilbyde de unge i Ballerup teaterundervisning på højt plan, samt forestå forestillinger af et niveau der ligger over hvad man ellers oplever indenfor ”ungdomsteater”.

Hvert år melder mellem 50 og 100 unge sig til audition på ungdomsskolens musical, og de seneste år har deltagerantallet ligget på omkring 45-50 i de endelige produktioner, der spiller for ca. 2000 publikummer, fordelt over en uge, i de professionelle rammer i Baltoppen LIVE.
 
Ungdomsskolens musicals har de seneste mange gange været stykker der er lavet til netop denne gruppe unge. Musikken har været kendt musik, der siden 2009 er blevet omdannet til nye versioner, har fået ny dansk tekst og er blevet spillet live, af årets musicalband, som også består af ungdomsskoleelever.

Den fastansatte teater-projektkoordinator fungerer som instruktør, produktionsleder, manuskriptforfatter og hovedunderviser, og bakkes op af et helt hold af professionelle teater- og musik-folk, herunder sanglærer, kapelmester, koreograf, scenograf, kostumier, lysdesigner og lyddesigner.

Alt omkring de årlige musicals er derfor på et meget professionelt niveau. Musicalholdet er samtidig nogen af de unge, der bruger allerflest timer på Ungdomsskolen.

Fra august måned og frem til premieren, der som oftest ligger i marts, øves der minimum ti timer ugentligt, fordelt på to aftner a fem timer.

Herudover ligger der et større antal øveweekends, hvor timeantallet let kan komme op omkring 24 timer over en weekend, samt i ugen op til spilleperioden og selve spilleperioden, hvor de unge stort set bor i Baltoppen.

Den årlige musical er velbesøgt både af lokale politikere, skoler, familie og venner til deltagerne, men også af almindelige Ballerup-borgere og folk udenfor kommunegrænserne, eftersom de har et særdeles godt ry.

Som nævnt står teaterafdelingen også for andre, mindre forestillinger. Som eksempel kan nævnes at Ballerup Ungdomsskoles teaterafdeling i en årrække har haft et samarbejde med Det Europæiske Miljøagentur, om at levere en lille familieforestilling, der blev spillet 4-5 gange i løbet af Kulturnatten. Hvert år havde sit tema, og forestillingen var en bestillingsopgave fra Miljøagenturet, og blev til gennem arbejde med improvisationer og med en mindre deltagergruppe på typisk 10-12 unge.

Teaterafdelingen har også bidraget til kulturel udveksling med Kina, da de i 2008 spillede en forestilling om H.C. Andersen på flere forskellige lokationer i Kina. Denne forestilling var desuden et samarbejde med musikskolens skoleorkester som også deltog i turen.

Særligt for teaterproduktionerne i Ungdomsskolen er, at ungdomsskolen i sin grundtanke er rummelig. Således gælder det også for musicalproduktionerne, der hvert år tiltrækker en håndfuld ”skrøbelige” unge, der får fornyet tro på sig selv og egne evner i det gode fællesskab der opstår omkring forestillingerne.

For mere uddybende information om denne del af teaterarbejdet se artiklen ”Musical som pædagogisk værktøj”, bladet Ungdomsskolen nr 4, 2016 http://ungdomsskoleforeningen.dk/CustomerData/Files/Folders/17-filer-publikationer/1514_blad-4-2016.pdf

Teaterafdelingen udvikler sig til stadighed, og veksler alt efter sammensætningen af medarbejdere og deltagere. Til gengæld veksler ambitionsniveauet aldrig: Det forbliver højt - for både proces og produkt.

Se fx disse trailers for nogle af de seneste musicalproduktioner, for at få en idé om forestillingerne:

Læs mere